Kysser sommeren farvel
Vågner til dansende, gennemsigtigt høj sol og en grundstemning af nostalgi. Jeg skal slippe sommeren nu, jeg ved det, og jeg falmer allerede.
Fra køkkenets åbne vindue ser jeg ud på himlen og solen, som jeg hverken kan nå eller holde på. Efterårets kølighed kanter solens stråler. 1. september, og der er er en duft af fugtig muld og død i luften.
Denne sommer sov jeg i telt med mine børn. Lå nøgen ved vandet, lod solen brune mine bryster, tankede solenergi direkte på kroppens batteri. Jeg sad om bålet med hele min familie. Så solen gå ned over tyste søer. Så solen tone frem bag tynde gardiner.
Jeg hørte måger skrige hæst over blygråt hav. Lod saltvand lukke sig om mit hoved og blev til et vandvæsen i et minut. Plukkede ærter og hindbær med bare tæer. Kyssede under åben himmel og cyklede i silke gennem tropenat.
Hver sommer bliver varmen og lyset til en sang indeni mig. Solen åbner min krop og forbinder mig til jorden, lyset åbner mit hjerte imod andre mennesker.
Nu vil jeg trække vejret dybt og skabe et rum indeni mig, hvor sommeren 2012 kan bo. En skattekiste i brystet. Den vil jeg fylde med sommerduftene, farver, musikken, møderne, lysten og livet, jeg oplevede.
Jeg minder mig selv om, at det nok skal blive sommer igen, og at jeg heldigvis både kan varme mig selv og søge lys hos andre. Og så slipper jeg solen uden for og tænder solen indeni.
