Karrierekvinder og den svære kærlighed

Posted by on apr 23, 2021

Måske er du succesfuld selvstændig eller leder i erhvervslivet. Du kender dit eget værd, er kompetent, kan sige til og fra – på jobbet. Men i privatsfæren er det anderledes. Her har du hverken samme overblik eller selvsikkerhed.

I mine soloforløb online, som jeg i det seneste år har fået flere af, skiller en gruppe skiller sig ud. Det er kvinder med styr på karrieren, men med rod i kærlighedslivet.

Tit er kvinden forvirret, når hun kommer til mig. Hun har fået øje på, at der er facetter i hendes liv, som halter. Hun har også indset, de redskabet, der er effektive på jobbet, ikke rækker i den følelsesmæssige sfære: Hverken at være løsningsorienteret, strategisk tænkende eller klar til at tage de nødvendige konfrontationer, skaber den forandring, hun længes efter. Noget i hendes psyke ’kupper’ hende, når det kommer til kærlighedsforhold.

Hvordan kan det lade sig gøre, at den del af hende, der varetager arbejdslivets udfordringer, har styr på sit shit, mens den del, der har med kærlighedsrelationer at gøre, er usikker og kan ikke finde ud af, hvad der er op og ned?

Nogle gange bliver vi som mennesker dygtige som en overlevelses-strategi. Hvis vi i barndommen måtte kæmpe for at få opmærksomhed fra vores forældre, er ’at klare sig godt’ en måde at forsøge at få anderkendelse på. At knokle og få gode karakterer eller blive den bedste til gymnastik kan blive den måde, vi forsøger at tilkæmpe os vores mors eller fars kærlighed på.

Hvis vi lærte at præstere os væk fra smerten over en manglende kontakt som små – at ’blive dygtig’ som en måde at forsøge at få kærlighed – vil det mønster som regel forankre sig så dybt i os, at vi bliver ved langt ind i voksenlivet. At være dygtig og kunne klare sig sig er evner, som kan arbejde positivt for os og gøre os til drevne og kompetente voksne, der når langt karrieremæssigt, fordi vi er vant til at performe og kæmpe os til anerkendelse. Men det er stadig en overlevelsesstrategi. Og ofte er der et usikkert og kærlighedshungrende hjerte indenunder, der grundlæggende stadig er i tvivl om, om vi er værd at elske for den vi er, og ikke det, vi gør.

Hvis du har svært ved at føle samme selvsikkerhed i dine intime relationer som i dine professionelle, er du ikke alene. Heller ikke, hvis du har vanskeligt ved at mærke eller holde fast i dine grænser – eller kommer i tvivl om, om du grundlæggende er i et forhold, der er godt for dig eller ikke.

Skriv eller ring til mig, hvis du gerne vil undersøge dine ubevidste mønstre nærmere. Sammen undersøger vi, hvad der kan være på spil, så du kan opnå større indsigt og indflydelse i forhold til dit følelses- og kærlighedsliv.

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar