Projektioner og dobbeltmoral

-Nu skal du bare høre. Jeg har mødt den her lækre lille sag, som min kone ikke ved noget om, og jeg tror sgu, jeg tager imod tilbuddet om en fræk weekend på hotel. Det kan sådan en som dig vel ikke se noget galt i?

Ordene faldt til en firmafest, hvor jeg egentlig bare havde lyst til at danse og være glad. Men jeg blev indfanget af denne her yngre mand, der under sin provokerende (ja, det synes jeg den var) henvendelse emmede langt væk af desperation. Og nu, hvor promillen havde rundet de 1.8, måtte det så ud.

Det har givet mig utroligt mange rygklap og fantastiske oplever, at jeg for et par år siden stod frem og stod ved mit relativt frie forhold til seksualitet. Men det har også den bagside, at nogle ser ting i mig, der ikke er der. Tillægger mig kvaliteter, der afspejler deres egen moral og forhold til lyst, kærlighed, sex, skam og kvinder, i højere grad end det handler om mig. Man kalder det en projektion, og sådan nogle møder jeg en del af.

Fyren til firmafesten er et eksempel. Han søgte gennem mig en retfærdiggørelse af et forestående sidespring, som han selv havde kvabbabelser med. Og han blev rasende, da jeg afviste at velsigne ham. Eller rettere: Da jeg sagde, at det lød da dejligt for ham, men at jeg synes, han skulle tale med sin kone om sagen, før han hoppede på hende den anden.

Men henvisning til min bog Kærlighedskontrakten kaldte han mig en hykler, og han gav mig et mistillidsvotum: Manden troede simpelthen ikke på, at jeg selv praktiserede den form for gennemsigtighed, jeg forkyndte for andre. Han ønskede, jeg skulle være amoralsk med ham, så han kunne få det bedre med sig selv, og det var dybt ubehageligt for ham, at jeg fastholdt, at det i mine øjne var en skidt ide at knalde udenom bag konens ryg – og derpå gik.

Et andet prima eksempel på projektioner var, da jeg sammen med min mand blev udsat for krydsild af et gift par, vores tidligere genboer. En almindelig aftensnak udviklede sig efter et par flasker vin til et regulært forhør. Hvad prøvede vi at dække over af interne mangler med vores udsvævende livsstil? Var vi nu virkelig så ærlige over for hinanden? Den slags dynamisk opførsel var i strid med ægte kærlighed! Og HVERT FALD ikke noget for dem, kunne både manden og kvinden blive enige om.

Det dæmrede allerede for mig, imens dette stod på, at det angreb, som fandt sted, i lige så høj grad var et forsvar – af dem selv. For, og her kommer det interessante: Sagen er den, at vores genboer tidligere hver for sig havde betroet hemmeligheder til os – konen til mig i form af tanker om dyb længsel og afmagt, og manden til min husbond i form af smarte hentydninger om at tage for sig af andre kvinder.

Det var ikke rart at føle, vi skulle stå på mål for et angreb, der kom et så uhæderligt og ureflekteret sted fra. Faktisk føltes det krænkende. Men ingen af os nænnede at hive tæppet væk under parret med vores informationer om deres separate privatliv. Så vi gled simpelthen af på deres anklager og trak os hurtigt fra samtalen.

Når alt kommer til alt, var det jo os to, der sad og holdt i hånd og følte og trygge sammen. Vi havde haft de svære snakke og havde nu indsigt i hinandens lyster på en måde, der ikke føltes truende. Imens havde de travlt med at hævde sig selv, mens de reelt ingen forbindelse havde til hinanden i øjeblikket udover deres påtagede forargelse.

Siden er jeg blevet bedre til at mærke, når samtalen bærer den vej. Jeg har lært at fornemme det meget hurtigt. Men jeg har også lært af bitter erfaring, at det i længden er helt utroligt drænende at være mål for massive projektioner. Skadeligt, sågar – fordi andres smerte og vrede kan blive katapultet direkte ind i kroppen på en, hvis man reelt er åben, og den anden kun udgiver sig for at være det.

Af princip taler jeg aldrig uopfordet om den dynamiske livsstil. Spørger folk, så svarer jeg, hvis de opfører sig ordentligt. Udvikler samtalen sig fjendtligt, står jeg af. Det er deres shit. Og det er ikke som udgangspunkt min opgave at frelse dem fra det.

I det hele taget går jeg idag helst i en bue uden om mennesker, der blot vil tale med mig for at få brændstof til at affyre missiler, som de allerede har formet. Og jeg er blevet mere selektiv med hvor jeg holder oplæg og hvor ’tæt på kroppen’ jeg former mine foredrag. Jeg vil gerne forklare, men ikke forsvare. Min energi er for vigtig til, at den skal sluges af, at andre bruger mig som et lærred at køre deres ufremkaldte, indre af film på.

Dyb samtale om livsvalg kan være så beringende, og kommunikation og åbenhed er stadig kerneværdier for mig. Men det seneste år har lært mig, at der er betingelser for, hvordan den udveksling kan finde sted. Ægte samtale kræver tillid og gensidig respekt, og uanset hvor nysgerrige er provokerede folk er, giver det ikke andre ret til at hverken at grave i mit privatliv eller projicere hæmningsløst.

Men hvis min samtalepartner ellers kommer et nogenlunde rent sted fra, og hermed mener jeg, at vedkommende er (rimeligt) ædru og udtaler sig om sit eget liv i stedet for at grave i mit, så lad os da dele verdensbilleder! Fra det sted kan vi begge lytte og lære.