Mænd, tag os tilbage
Kvindernes Kampdag er fin! Hvis vi kæmper for nogle andre end os selv, for andre steder i verden er der ved gud kvinder, der har kummerlige kår på grund af deres køn.
Her hvor jeg færdes, i det intellektuelle, selvrealiserende middelklasse-Danmark, må jeg erkende, at jeg oplever tiden er løbet fra´Kvindernes Kampdag´ – selvom min feministiske selvforståelse krymper sig lidt, og jeg fornemmer harmen rejse sig i det politisk korrekte borgerskab.
Det, der i sin tid var i kassen ”Mand” og i kassen ”Kvinde”, er i dag så rodet sammen, at kategoriseringen er mere eller mindre meningsløs i forhold til ret meget andet end biologi. Den skarpe kønsopdeling i sig selv er gammeldags.
De kvinder, jeg ser omkring mig, kan alt, de gerne vil. Bortset fra én ting – finde de mænd, de længes efter. Vi er blevet så selvsikre og fyldige, at vi ikke finde ud af at give manden plads, og vi savner mandligt modspil, mænd der tør stå ved deres kraft, mænd der kan være stærkere end kvinden og bære os, når vi ikke selv kan. Ligesom vi tit – for tit – bærer jer.
Jeg kan ikke komme i tanke om ét eneste felt, hvor jeg personligt føler mig trynet, forulempet eller uretfærdigt behandlet af en mand, fordi han er mand. Jeg ville tværtimod synes det var en kæmpe lettelse at kunne sige højt uden skam, at her hjemme er der min mand der passer bilen og betaler regningerne, mens jeg vasker tøj, uden at føle det mindste strejf af undertrykkelse.
Tilgiv mig, jeg orker ikke lege den form for kamp mere. Jeg, trænger mest af alt til at slappe lidt af og stoppe op frem for at buldre frem og erobre noget fra mænd – eller fra nogen i det hele taget.
Det er ikke min mening at forklejne, at der stadig er felter i det danske samfund, på lønsedler og ved beslutningsborde, hvor ligheden er stagneret, og der stadig er lang vej at gå.
Men jeg oplever, at den udfordring, mange kvinder først og fremmest vil have glæde af at overkomme nu, er overskridelsen af en indre modstand.
Det handler ikke om at afgive de privilegier, vores mødre og deres mødre sloges for. Det handler om at turde tage de feminine dyder tilbage. For os moderne kvinde, der er veltrænede i at være selvsupplerende på alle fronter, er der nemlig ret store dele af det kvindelige spektrum, der kan volde os kvaler at stå ved.
Kvinder kan godt klare sig på mændenes bane, det synes jeg, vi har vist. Men det, der ikke er meget plads til der, er at vise blødhed. At have lov at være eftergivende, irrationel og følelsesstyret nu og da. Passiv. Hæmningsløst ødsel med moderlig omsorg og ømhed. At læne sig tilbage i blind tillid.
Dette er for nogle af os – på overfladen succesfulde, på indersiden dybt længselsfulde – kvinder totalt lukket land. Tabu. For andre er udlevelse af de dele af sig selv bare en luksus, vi ikke under os selv, ikke selv kan finde ud at lukke ind.
Mænd og kvinder er født lige, men ikke ens. Det er ikke i højere grad mænd end det er kvinder, der står i vejen for et afslappet forhold mellem kønnene. Mænd er ikke vores fjende, men vores allierede i rejsen mod både mere balance og en fuldt udfoldet kvindelighed.
Kvinden er først fri, når hun også evner at vise sin sårbarhed og lade sig støtte, hjælpe og bære indimellem. Og det er et skridt, hver kvinde må tage selv – og støtte hinanden i at tage sammen.
