Kvinder der hader deres krop

Jeg er journalist af typen, der går mere op i det nære, menneskelige end den store nyhedsstrøm. De fleste af de undersøgelser, jeg tæppebombes med, går ind af det ene øre og ud af det andet, men ikke den her:
”HVER FJERDE DANSKE KVINDE HADER SIN KROP.”
Undersøgelsen viser også, at tre ud af fire normalvægtige kvinder gerne vil tabe sig mere end 5 kg. I hvert fald hvis man skal tro de godt tusind kvinder, som Femina  har spurgt.

Hvordan har jeg det med de oplysninger? Det skal jeg fortælle jer. De oplysninger har nemlig effekt både i mit hoved, i mit hjerte om min krop.
Hjertet bliver tungt. Hjertet knuger sig sammen. Hjernen bliver vantro og derpå vred.
Og kroppen? Hvad med kvindekroppen, som dette stykke statistik handler om? Kroppen krymper sig! Kroppen husker.
Vil det sige, at jeg en af de 25 procent, der hader min krop? Efter at have været i enrum med mig selv vil jeg mener, at nej, det er jeg ikke.  Men er det nu også enten/eller? Hvad med kvartals-had? Eller punkt-had af kroppen?

Når jeg skanner tilbage, fra jeg var en lille pige til i dag, er der mange sørgelige erindringer omkring mine egne tanker om min krop, som melder sig.
Jeg husker:
– at mine forældre fotograferede mig, stående med armene ud fra siden, så vi kunne klippe mig ud og lave en påklædningsdukke af fotografiet – og at jeg tænkte: Jeg ser tyk ud, da billedet var fremkaldt. Jeg var 5 år.
– at jeg vejede 22 kg, da jeg gik i børnehaveklasse. Jeg var ikke fed. Men de andre piger vejede kun tyve, og det fik mig til at føle mig så forkert, så forkert.
– at jeg har tænkt ”du er for tyk” hver gang jeg gik forbi et spejl i flere år – (hver- fucking –gang).
– at se tilbage på et par præ-teenageår, hvor der ingen fotos findes af mig, fordi jeg mente, jeg var for grim til at optræde på billeder. Simpelthen.
– at knibe hårdt i en mavedelle i et inderligt, brændende ønske om, at den skulle forsvinde af det.

Og i nyere tid:
– At sende negative tanker til mit spejlbillede.
– At tænke jeg ville være en dejligere kvinde, hvis bare dit, dut og dat var anderledes (glattere, slankere, fastere, længere – fyld selv ind).
– at føle et spontant fald i selvtillid, når jeg vejer nogle kilo mere end mit sædvanlige leje.

Jeg ville ønske det ikke var sådan – men det er det.
Hvad er det med os – hvordan kan kroppens detaljer gøre os så selvopslugte på den destruktive måde? Måske har vi bare for god tid?
Det er ikke samfundets skyld, at vi har det så svært med vores kroppe. Det er heller ikke mediernes, ikke alene i hvert fald, selvom det ikke hjælper med de stereotype kroppe i bladene. Vores kropshad er først og fremmest vores egen ansvar.

Hader du din krop? Det er ærgerligt, for det er spild af kræfter, og det gør livet surt. Nogle siger sund kost og motion er vejen til et gladere kropsforhold. Fint. Men det ændrer ikke på, at den i det hele taget har fået ALT for meget opmærksomhed ALT for længe, den krop.

For mig, først og fremmest – og mere end noget andet – hjælper det at flytte fokus. Jeg DYRKER ALT ANDET end længslen efter perfektion og skønhed, så godt jeg kan. Det gør jeg primært ved at være sammen med mennesker, der ikke går synderligt op i min krops finere nuancer. Folk, der elsker mig for min personlighed, for det jeg siger, mine tanker og det, jeg er for dem.

Og – gys – at stå ved min krop, som den er, som jeg er – det hjælper også. Men det er ikke helt nemt. Jeg er en rimelig intelligent, voksen kvinde, men når jeg har bladret et modeblad igennem, føler jeg mig som en flodhest. Faktum er, at jeg er 38 år og en str. 40 på en god dag. Jeg er fin nok, og jeg er uperfekt.

Nogle gange fylder bekymringer om mit udseende mere, end jeg vil være ved. Men det arbejder vi på, mig og min krop. Håber I vil joine mig i, søstre, der hader jeres krop lidt, meget, eller midt imellem. Tænk bare, hvad vi kan udrette, når vi ikke længere al den opmærksomhed bundet i vores ydre. Det kunne blive så smukt.