Hvad har din mors slankekur at gøre med dit kærlighedsliv?
Jeg sidder ofte over for kvinder, der er hæmmet af begrænsende overbevisninger. Om sig selv, om deres krop, om deres egen elskværdighed eller måske om, hvad de kan tillade sig seksuelt.
Vi kan arbejde med de oplevelser på mange måder, og vi starter med at undersøge klientens nuværende vilkår. Normer i samfundet og kvindens aktuelle livssituation spiller i høj grad ind.
Der sker, at vi ikke kan finde nogen oplagt grund til det, der gør ondt, i kvindens aktuelle liv. Måske er hun sund og rask, glad for sin kæreste og en fritænker, når det kommer til andre kvinders seksualitet. Men når det kommer til hendes eget frie udtryk, så er der alligevel blokeringer, selvkritiske tanker der kører i ring, ubehagelige billeder på nethinden eller en frygt, der tilsyneladende ikke er noget at hænge op på i kvindens liv, heller ikke når vi skuer tilbage i hendes seksuelle karriere.
Men der er altid en fortid, der har ledt op til en nutid. Og ofte er det her, vi finder grundene til det, der udgør et menneskes selvbillede, på godt og ondt. Det, ikke så mange er klar over er, at uforklarlige symptomer kan være startet i os, før vi overhovedet kan huske. Det kan være uudtalte budskaber, vi har opsnappet eller signaler, vi har opfanget, før vi kunne tale og huske som en voksen. Det vil sige, vi kan arve f. eks vores mors kropsskam – også selvom det aldrig har været hendes intention. Det kan ske, hvis en kvindes mor konstant var på slankekur, også selvom moren var påpasselig med ikke at tale om vægt med datteren – fordi et barn samler morens frygt for fedme op alligevel.
Nogle gange kan vores begrænsende overbevisninger, som ender med at blive et destruktivt selvbillede eller kærlighedsmønster, også være arvet fra andre end vores forældre. Har de, der levede før os, ikke gjort op med deres traumer, kan de nedarves af efterkommerne. Sådan kan hemmeligheder og løgne og smerte sive ned gennem generationer, til nogen tager et opgør med dem.
Det lyder måske som langt ude, men rent faktisk har genforskere og psykologer gennem studier kortlagt, at dette i nogle tilfælde reelt er sagen. Uforløste traumer og angst kan spores i et menneskes epigenetik.
Vi kan med andre ord ligge under for eftervirkninger og traumer, der ikke er vores egne. Særligt båndet mellem mor og barn er potent – og det er ikke sikkert, du og dine søskende får samme ‘gaver’ med.
Hvis du indledningsvist gerne vil læse mere om epigenetik og undersøge nærmere, hvad der kan være af uønsket arvegods i din familie, anbefaler jeg du læser den her fantastisk spændende bog. Den netop handler om det, der kan arves i familier og generationer: Mark Wolynn: ‘Du er ikke bare dig’. For halvandet år siden var jeg til et skelsættende 3-dages seminar med forfatteren, hvor vi arbejdede med disse mekanismer, og i dag inddrager jeg gerne det generationelle perspektiv i mine sessioner.
Vil en klient gerne forstå sit kærlighedsmønster, fokuserer vi dog først og fremmest på, hvad klientens egen opvækst og erfaringer med tidligere relationer – kærester, brud, svigt, forelskelser og seksuelle oplevelser – har sat af aftryk. Du er velkommen i et forløb her, hvor vi blandt andre aspekter kan se på, hvilke begrænsende overbevisninger du har tillagt dig, af dig selv eller med ‘hjælp’ fra andre, med det formål at give dig chancen for at lægge dem fra dig igen. Du kan skrive til mig her.