Copenhagen Pride – Giv frisind til dine børn
– Drenge, I dag skal vi ud og gå en tur til noget der hedder Copenhagen Pride.
– Hva’ betyder det? Hva’ er det fornåt?
– Ja, altså, det betyder ’Stoltheds optog’, det er lidt som en demonstration. Det handler om at sige, at alle må elske dem, de vil. Også hvis det er to mænd, og i det tøj man vil og sådan.
– Nå okay. Hvorfor skal vi det? (Alfred, 9 år).
– Nogle mennesker kan ikke lide, hvis andre gør noget, der er anderledes. Jeg vil gerne have, vi er med til at vise dem, at man må elske dem, man vil. Og så mange man vil, og at det hele er kærlighed.
– Så vil jeg komme med min bamse! (Storm, 4 år)
– Ja, Storm, klart, du kan tage din bamse med! Men ikke Isbjørn. Han er jo kæmpe stor. Eller… selvfølgelig kan du tage ham med, selvom han er stor.
– Så vil jeg have TREDIVE bamser med, som jeg elsker!
… Æh, ja godt, du tager bare bamser med…
– Må man se ud som man vil?
(to drenge farer nedenunder og på hovedet i udklædningskassen).
En halv time senere ser frederiksbergborgerne en lille familie på vej mod homoparade. Dame i multistribet kjole og stor hat, trækkende med cykel med en lille Black Batman i barnesædet. Ved siden af meget stor mand med regnbue på kinden og pailletbesat pandebånd med påfuglefjer, hånd i hånd med mellemstor dreng med orange paryk og diverse guldkæder.
Busserne kørte med regnbueflag på, og snart nåede vi frem til Frederiksberg Rådhusplads og et inferno af farver, frisind og festivitas.
Her stod ti tusind udklædte og glade mennesker klar til at starte optoget, og da kortegen satte i gang, var vi midt i den. Mange brogede fester har jeg været til, men dette var nok alligevel den mest vidtfavnende vilde. Vi var ikke alle sammen gay, men vi var alle sammen glade i låget over, at vi selv har lov at vælge – og lad os bare sige, de fremmødte var mangfoldige.
Jeg har virkelig aldrig festet med Venstres Ungdom før, men nu gik de unge liberale helt amok i en hopperus i deres partyvogn (de har jo også kun denne ene dag til det, før de retter ind, tænker jeg). ”Plads til frisind” stod der langs langs lastbilens side.
De handikappede var også mødt op og havde også et langt køretøj med påskriften: ‘Vi er sgu alle lidt specielle’. Og så var der cykeltaxaer med tyl, lesbiske sygeplejersker, trækvogne med regnbuebørn, generaler i gummitøj, hunde i gay-udstyr. Konfetti, balloner og flag, pumpende rytmer og svingende hofter med og uden lak, læder eller ballerinatøj.
Langsomt gik vi hen af Frederiksberg Alle sammen med de latexbeklædte, de nyudsprungne, mandlige prinsesser, DSB og Bagbordsindianer Bæskubber (det stod der på hans skilt). Der var mere party end lir i luften og selvom festen var seksuel relateret, var der ingen der opførte sig uterligt – og under festens overfladen lå alvoren.
-Hvem er det? spurgte min store dreng og pegede på nogle udklip af Putin, som nogle glimmerbøsser dansede rundt med på spinde.
Så fortalte jeg om Rusland, og derpå måtte vi også tale om hate crimes. Jeg kunne se i min søns ansigt, at tanken om at slå på nogen, fordi vedkommende var homoseksuel, var totalt grotesk for ham.
Og sådan er det jo heldigvis for de fleste mennesker. Medvinden var stærk denne lørdag, hvor en tyk kant af mennesker stod og så på optoget og hyldede de gående med hujen, vinkel , dans og latter. 100.000 danskere fejrede frisindet fra fortovet.
Vi gik ikke med ret langt, for musikken var øresønderrivende og børnene var mætte af indtryk. Min lidt var også nok. Det var en ordentlig en på opleveren for os alle sammen.
Min familie er relativt almindelig. Måske med en lille forskydning ud i det boheme-agtige. I hvert fald er tolerance er en kernedyd herhjemme. Jeg ønsker for mine børn, at de skal voksne op med rummelighed overfor de nuancer og lyst og kærlighed, som de senere må møde.
København gav Putin fingeren lige op hvor solen ikke skinner i går. Jeg håber han mærker dønningerne fra alle de hoppende, dansende fejrende sex- og livsglade mennesker, som sendte deres energi mod den blå himmel og hinanden i går. Jeg er så stolt og glad over at bo det sted, hvor det kan lade sig gøre.
Selvom jeg selv kun 20 procent homo, blev jeg helt opfyldt af taknemmelig over at være dansk og fri til at synes og knalde og elske, som jeg vælger, ikke som andre siger jeg skal.
Og der var der rigelig plads til både mig og min familie i Copenhagen Pride. For Priden er en mangfoldighedsfest, hvor vi håndhæver det, der er vigtigt for os – nemlig retten til at elske og udfolde os, som vi har lyst til.
At opdrage åbensindede børn kan kun lade sig gøre i den udstrækning, vi selv er fordomsfri. Det er ikke noget, der kan klares på en eftermiddag, men en eftermiddag kan biddrage. Her er, hvad jeg gerne ville vise mine børn:
– Vi vælger selv, hvem vi elsker
– Vi vælger selv, hvem vi går i seng med
– Alle har lov til at klæde sig, som de vil
– og for øvrigt er livet en fest, som man snildt kan danse med dem, der er anderledes end en selv
Mens jeg skriver dette, sidder jeg og ser på fotos fra i går. De er overalt i medierne, og jeg er nok ikke den eneste. Nogle kigger af nysgerrighed, andre for at rynke på næsen. For mig er billederne hjerteåbnende og indgyder håb, for os og vores børn. Nyd billederne, mærk dem og lad dem gør plads, til kærlighed og livkraft i alle dens udtryk. Det handler ikke bare om homoseksualitet, det handler om frigørelse i det hele taget. Når en mur falder, skælver alle mure.
