Min første tango

Posted by on aug 10, 2012

Nogle gange tager man ud for at give noget og kommer hjem og har fået noget – ganske ofte, faktisk. Sådan en oplevelse havde jeg i går på Idrætshøjskolen i Sønderborg.

Kl. 23 samledes sommerkursister og lærere i højskolens spejlsal, hvor store blå baldakiner hang i baner under loftet. Egentlig var jeg på højskolen, fordi jeg havde holdt et oplæg om parforhold, men eftersom der er langt hjem fra det sønderjyske ved aftentid, havde jeg fået en seng for natten. Og nu – med en drink stukket i hånden og på opfordring af den livsglade konstituerede forstander – gik jeg med.

I salen tog en forventningsfuld cirkel af små hundrede mennesker imod aftenens optrædende: Parret Hany og Bryndis, undervisere i argentisk tango for trænede.
Og da så jeg den – magien. Det dansende par indtog rummet med en sådan en aura af respekt om sig, at al samtale forstummede. Der var kun dansen og lydhørheden mellem de to på gulvet. Som to halvdele forenedes de, mens dansen varede. Han, som trådt ud af Buenos Aires gaders natteliv. Så velklædt og selvsikker. Nonchalant og uhyre præcis på samme tid. Hende, stolt og slank i fin kjole. De høje sølvhæle, musklerne i hendes ben, den glatte hud på hendes ryg, mens han sendte hende i sensuelle spiraler over gulvet. i Bevægelser, der var deres alene, men som alle i rummet følte. En hvirvel af trin, improviserede hver og et, og dog perfekt synkrone. Det var elektrisk. Det var kunst.

Efter opvisningen gik der en tid, før andre befolkede dansegulvet. Og da var det, at forstanderen, en mand med åbent sind – og tilsyneladende også meget tiltro til sine omgivelser – rakte ud efter min hånd. Jeg kan ikke danse tango. Har aldrig danset tango. Men nysgerrig var jeg, og allerede lidt fortryllet. Så jeg gik med, ned til den fjerneste ende af hallen.

Han placerede mine hænder og sine egne og begyndte at gå. Han begyndte at danse, og han dansede mig med sig. Han var sikker. Jeg var famlende. Nogle sekunder gik det fint, så trådte jeg på hans fod. Så gik det nogenlunde igen, et par skridt i hvert fald. Undervejs korreksede han mig og roste mig på skift. Jeg kom til at grine, men det var af ren og skær forlegenhed. For dansen var fantastisk. Fornemmelsen af at danse til tangomusik var mageløs.

Da jeg kort efter sad og betragtede de dansende på gulvet og dét, musikken og trinene førte med sig, steg min fascination. De midaldrende sommerkursister var som forvandlede. Særligt kvinderne: Damer i bedstemor-alderen med kort hår, briller og runde kroppe fejede i armene på deres kavalerer gennem lokalet med løftet hoved og henført blik. Så feminine.

Og så var der manden dér, som også underviste i dans på skolen. Høj, ung og smuk, og både når han dansede og når han ikke gjorde, så stærk og ren i sin udstråling, at jeg blev helt flov over at se på ham. Hvad var det med de tangomænd? Forvirret over alle de følelser, det aktiverede i mig at lade mig føre rundt på et dansegulv, klamrede jeg mig til baren.
-Det er som om, alle derude taler et sprog, jeg ikke forstår, sagde jeg til kvinden ved siden af mig.
– Men det er et sprog, man får lyst til at tale, ikke? spurgte hun. Jeg kunne bare nikke.

Forstanderen stod ved min side og mente, at det ville være at spilde tiden at gøre alt andet end at danse. Han havde jo ret. Men jeg tøvede. Ud af øjenkrogen opfangede jeg, hvordan han gjorde tegn til den mandlige danser fra opvisningen – et håndtegn bag min ryg: Om den anden ikke skulle danse med mig?
– Det må du altså ikke gøre, nej det kan jeg ikke, mumlede jeg og stak af, susede ud af hallen mod toilettet. Beskæmmet ved tanken om at stå, klodset og uformående, i armene på dette sublimt dansende maskuline væsen. Det kunne jeg ikke byde ham. Jeg turde det simpelthen ikke.

Det er ikke så ofte, at jeg føler nybegynderens hæmninger, men her var de i fuldt flor. Forfjamsket som i en ungdomsforelskelse og med smagen af rom og cola i munden. Intet ville jeg hellere end at kunne hvirvle mig ud i dansen som de andre. Min krop ville flyve. Overgive sig. Danse og danse og aldrig standse.

Mæt af indtryk, stækket af præstationsangst og paf over denne længsel efter at danse sagde jeg godnat. Jeg takkede min dansepartner for introduktionen, før jeg trak mig tilbage – taknemmelig.
-Det var en ære, sagde han uden at le. – Tænk engang, din første tango. Det er noget særligt. Den vil du huske.

Og jeg vidste, han havde ret. Jeg ved ikke, hvornår jeg indtager den argentiske tangos forjættede land, men jeg har set derind. Livet er langt og jeg skal nok nå det. Helst vil jeg have min mand med. Indtil vores liv åbner sig for den rejse, vil jeg glæde mig ved det sødmefulde minde om den nat, jeg mistede min tangodyd i Sønderborg.

2 Svar

  1. Christian kronman
    12. august 2012

    Kære Sara,
    Sikken dog en bombe af inspiration at vågne op til! Og så fint, du skildrer dine følelser ved dit første, forelskede stævnemøde med tangoen.
    Kærlige hilsner til jer begge,
    Christian

    Reply
  2. Torben Wallentin Hansen
    12. august 2012

    Hej Sara

    Det er en fornøjelse at læse om din oplevelse med argentinsk tango.

    Du er god til sprog, og man glæder sig over at læse din beretning. – Du og din mand har noget at glæde jer til, hvis I bevæger jer ind i tangoens univers.

    Hilsen Torben

    Reply

Skriv et svar