Dynamiske relationer til debat
Jeg har netop været med til at søsætte Danmarks første kærlighedsvirksomhed. Vi rådgiver mennesker, der gerne vil fritænke hvordan kærlighed kan udleves. Nogle af de par vi møder enes om at ophæve det seksuelle monopol og sætter deres egen hensigtserklæring i stedet – de laver en kærlighedskontrakt.
Virksomheden hedder Dynamiske Relationer og var til debat på TV2 Lorry i går. Det var interessant at se kanalens mandepanel øse af deres holdninger til vores nystartede kærlighedsfirma. Indslaget varer 20 minuter og du kan se det her:
http://www.lorry.dk/artikel/124971?autoplay=1&video_id=71323
Det er cool at deltagerne i panelet abstraherer frit over emnet ”findes der gangbare alternativer til monogami”. Lad os endelig få bredt nuancerne ud. Men det fortaber sig lidt i tågerne, hvad der egentlig er, vi vil: Dynamiske Relationer rådgiver og oplyser mennesker, der gerne vil leve autentisk, og som er klar til at tage den gængse samlivsstil op til revision. Vi fortæller blandt andet om det dynamiske parforhold: Det er baseret på, at man har et generelt rummeligt forhold én primær partner og EVENTUELT en grad af seksuel åbenhed overfor andre også, såfremt parret er helt og aldeles enige herom.
Der er altså tale om at følges med én fast og vedholdende partner med de glæder og udfordringer, det giver – som i et traditionelt parforhold. Der er ikke tale om at have flere ligestillede kærester, eller om først at elske den ene og så elske den anden i flæng. Hele humlen er at finde sin egen stil i stedet for at kopiere et mønster, man ikke trives i.
Undervejs i tv-debatten vises et klip fra en gammel udsendelse om ca. det samme, hvor jeg udtaler mig om, hvorfor den her livsstil føles rigtig for mig. Præsten misforstår min brug af ordet ”reproducere” og konkluderer, at der må være noget galt med mit kærlighedsliv. Av. Det er jeg ked af. Jeg taler her om at reproducere gamle normer uden at tænke sig om, men ikke om dét at få børn. Noget så fint og livsvigtigt ville jeg aldrig benævne med sådan et ord.
Præsten forestiller sig også, at par, der lever dynamisk, ikke er dedikeret til kærlighed. I det tager han decideret fejl. Uden dybt engagement går det slet, slet ikke. Det her handler netop om at rejse sammen, at skabe en vækstbase og at se hinanden som man er, rumme det hele, også det, der er forskelligt – og stadig vælge at følges.
Når han taler om, ”at kærlighedens kærtegn er for evigt”, så rører han ved noget af det, jeg gerne vil gøre op med. Jeg er ked at af spolere glansbilledet, men et kys er for nu. Vi kan jo ikke love noget som helst er for evigt. Det er en illusion. Vi kan love, at vi vil gøre os umage, at vi vil gøre vores bedste for at tage vare på hinanden og skabe gode kår for den fælles kærlighed – and that´s it.
Den følsomme kunster siger, at det er selvisk at ville leve dynamisk og ser forskrækket og såret ud. Jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor det er selvisk at være parat til at dele. Er det ikke lige så egoistisk at insiterere på at ville have hele sin partner for sig selv? Hele tiden, hele livet? Folk må såmænd gerne synes jeg er grådig, det bider ikke rigtig mere. Selv kalder jeg det for livsappetit, men hey, det er ordkløveri. Men hvad nu, hvis det ikke bare handler om rage til sig, angre efter bekræftelse og at ville ha´og ha´og ha? Tænk nu, hvis det er en sag om gerne at ville gi´og gi´og gi´?
Kunsteren fremfører også, at han tror der er nogen, der kan blive såret og kede af det, hvis man lever sådan. You bet, det er der med garanti. Det er ekstremsport for følelserne. Men et monogamt parforhold er vel ikke et værn imod svære følelser? Ikke for dem, der ikke passer ind i rammen, i hvert fald. Alle uanset seksuel orientering har et personligt medansvar for at passe på de mennesker, der omgiver en. Personligt gider jeg ikke bruge mit liv på at køre slalom uden om alt ”farligt”, fordi det kan komme til at gøre ondt på mig. Så ja, Dynamiske Relationer taler til mennesker, der ved, at det kan gøre nas af og til, hvis man vil leve maksimalt og ikke bare sidde på midten af sofaen af angst for at slå knæene.
Fyren med hatten er åbensindet, men står af på kravet om fortløbende kommunikation og på ”alle de regler.” Det første punkt er ikke til at komme udenom, det kan være ligeså krævende som det er vigtigt at være parat til at tale sammen, også om det svære – og nolge gange længe. ”Alle de regler” lyder meget omstændeligt. I realiteten kan man nøjes med to (men man lave så mange aftaler, som man vil). De vigtigste i mine øjne er: Vi har sikker sex og vi er ærlige.
Den velklædte forfatter i programmet er måske den, der bedst kan sætte sig ind i mulighederne i den dynamiske model. Han har helt fat i, at dét med, hvad vi synes kærlighed bør være, handler om mindset, både den enkeltes og det, der er dominerende i samfundet. Hep. Også at jalousi tit er den største udfordring er rigtig fanget (hvorfor vi selvfølgelig tilbyder foredrag om og kurser i at håndtere jalousi).
De andre bliver hurtigt enige om, at dynamiske relationer ikke er noget for dem. Det ville egentlig have været spændende, at der var bare én mand tilstede, som havde nogle personlige erfaringer at lægge frem. Men hvem ved, måske lever nogle af vores fire mænd her alligevel anderledes end flertallet om en årrække? Kærligheden er jo dynamisk, og forandrer sig, lige som vi gør. Alle fire skal i hvert fald være meget velkomne til en introaften hos Dynamiske Relationer.
1 Svar
Morten
14. september 2012Vi kan ikke love noget for evigt, men kan vi ikke love noget for livet? Det er vel ikke fremtidens omstændigheder der styrer en, men ens vilje og karakter?
Dynamiske relationer (flot plusord for åbne forhold) kan jeg på ingen måde forholde mig til.