Nok se, men ingen berøring
De fleste danskere er berøringsangste – i bogstaveligste forstand. Også jeg. For selvom jeg ofte har lyst til at skubbe, kilde, ae eller kramme folk omkring mig, gør jeg det ikke så tit.
Det sker, at min trang til for eksempel at lægge armen om den anden er så stærkt, at jeg skal gøre mig umage for at tøjre den. Men gennem årene har jeg nemlig lagt en effektiv bremseklods ind, som kun ganske få af berøringerne slipper forbi.
For man kan jo ikke bare gå rundt og røre ved folk. Eller kan man? Ikke enhver bryder sig om at berørt, og rædslen for at jokke direkte ind i andres privatsfære holder mig effektivt tilbage – og lur mig, om jeg er den eneste.
’Vi har ikke kendt hinanden ret længe’, ’jeg stinker nok af hvidløg’ eller ’han tror sikkert, jeg er ude på noget’ er tanker, der har det med at kile sig ind imellem det spontane indfald om at skabe menneskelig kontakt og selve handlingen.
Ligesom trangen til at række ud ofte kommer over mig, kan jeg længes efter at blive rørt. Men ord som ”Gir´ du et knus?” eller ”Ta´ lige mind hånd, vil du?” kan dog klistre grundigt i svælget.
Det føles sårbart at bede om berøring, fordi vi er bange for afvisning. Men hvorfor skulle den anden egentlig sige nej: At blive inviteret tættere på er jo en tillidserklæring og et bevis på, at vedkommende har noget at byde på for den anden.
Faktisk har jeg ALDRIG fået nej, når jeg har bedt om en krammer eller en hånd. Heller ikke fra den ukendte dame i flyveren over Østrig, da lufthullerne var lige ved at ta´ mig.
Bonusen ved berøring er, at vi praktisk talt ikke kan give uden at modtage selv samtidig. Når hud møder hud, frigøres der nemlig Oxytocin, der også kaldes tryghedshormonet eller ligefrem kærlighedshormonet.
Det stof gør os mere åbne og følsomme, og ikke mindst mere modtagelige overfor social kontakt. Det er endda påvist, at hormonet i større mængder har indflydelse på menneskers tillid og gavmildhed.
What´s not to like? At berøre handler ikke nødvendigvis om flirt eller sex. Men det handler stensikkert om ægte, menneskelig kontakt og om at være villig til at modtage og give nydelse uden bagtanke.
Det kræver ikke mere en én person at sætte gang i en kædereaktion. Så let´s go. Du begynder, hvor du er, så starter jeg lige her. Grib den hånd, klem den arm og stryg den kind. Det eneste, vi reelt risikerer, er en at føle os lidt mere forbundne.
