Sexologen i bio: Held og lykke, Leo Grande

I dag er der dansk biografpremiere på ’Held og lykke, Leo Grande’, et psykologisk drama, der handler om skam, undertrykkelse og seksualitetens forløsende kraft: Moden kvinde hyrer ung escort-fyr til at hjælpe sig af med sine seksuelle hæmninger, og et intens dobbeltsidet udviklingshistorie folder sig ud. Jeg så filmen sidste uge, og det var en bevægende oplevelse for mig, der i mange år har arbejdet med dette tema, både privat og i mit virke som sexolog og terapeut.
Hovedpersonen Nancy Stokes (Emma Thompson) spiller en pensioneret religionslærer, der er blevet enke. Hun har aldrig haft en orgasme, men har lagt krop til årtiers nydelsesløse samlejer – og nu har hun fået færten af en svag ide om, hvad hun er gået glip af. Det fortrængte – eros, libido, livskraft, kommer til overfladen – hun vil leve mere! Nancy Stokes gør så det vilde og totalt atypiske for hende at booke en mandig sexarbejder, Leo Grande (Daryl McCormack)  til en hoteldate.

Vi er alle Nancy Stokes
Denne opvågnen og længsel efter at leve mere ser jeg også i mit terapirum. Hos modne kvinder, der er blevet skilt, men også hos kvinder, der stadig er i et ægteskab. Selvom jeg også taler med frie, seksuelt handlekraftige kvinder i alle aldre, er Nancy Stokes er billedet på alt den uforløste kraft og potentielle, som det kvindelige har båret på i århundreder. Det bliver tydeligt, hvordan den seksuelle afstumpethed, hun selv er blevet mødt med, ikke bare har fået hende til at visne. Den har også gjort hende fordømmende og fået hende til ubevidst at videreføre selvsamme knægtende adfærd ved at holde andre nede. For det er jo der, som ofte sker – den sårede sårer videre, den forsmåede tåler ikke andres frihed og glæde. Og vi ser hende kæmpe med sine egne begrænsende overbevisninger selv efter, escortfyren er booket og ankommet. Den indre kamp udlevet er spændende, fordi vi alle har den – mellem det, vi synes bør og det, vi længes efter.

Et kig i spejlet
Der er særligt én scene i filmen, der rørte mig, nemlig hvor Nancy Stokes er alene og ser på sin krop i et helkropsspejl. Hun skjuler intet, og vi får på fornemmelsen, at hun ser på sig selv for første gang med andet end udelukkende total væmmelse. Hun ser sin sanselighed.
Det blev på få sekunder så evident, hvilken ømhed de fleste af os kan have for andres kroppe, men ikke egen. Jeg forventede vist nærmest, der skulle gå et sus gennem salen, da scenen kom, for sådan føltes det inde i mig. Det gjorde der ikke. Jeg tror, jeg gispede hørbart, men ellers var der helt stille. Chok eller respekt, det ved jeg ikke – for mig det mest det sidste.
Jeg blev rørt over at indse, at der stadig er noget overraskende og provokerende i at se en kvinde i halvtredserne, tage ALT sit tøj af. OG se sig i spejlet uden body stand in, uden at trække maven ind og uden retouchering og blødt lys. Og fordi situationen i spejlet er så bekendt. En voksen, brugt krop, som har født, mere blød end fast – indbegrebet af kvindelighed og milevidt fra kropsidealer fra sociale medier og reklamer. Aldrig set før i mainstream spillefilm og rent filmisk en milepæl. Den ærlige modne, helt nøgne kvindekrop på det store lærred er en stille revolution. Og en revolution, hver enkelt kvinde vel og mærke kan gøre derhjemme uden våben eller tilskuere – bare ved at smide kludene, se på sig selv og insistere på at finde fred med det, øjet ser.

Normkritisk filmbombe
’Held og lykke, Leo Grande’ er på sin vis en feelgood film (med to likeable, sårbare typer i intens psykologisk samspil og noget, der ligner en happy ending) – og samtidig er det en stærkt normkritisk bombe under flertallets seksualmoral. For filmen fortæller (gennem to tos  skæbner), hvor ødelæggende det på hver deres måde har været for dem: At vokse op med fordømmelse og analfabetisme omkring det sanselige og erotiske. Den effekt er nemlig universel, for BÅDE mænd og kvinder, unge og ældre.
Filmen rejser samtidig spørgsmålet om, hvordan samfundet ville være, hvis vi reelt var afslappede over for seksuelle behov og drifter.  Hvis vi tilskyndede leg og udforskning frem for at blokere og dømme. Og hvis alle blev støttet i, at det er okay at forfølge egen nydelse. Leo Grande, sexarbejderen, fortæller undervejs om, hvad andre klienter hyrer ham til, og det bliver klart, at sex aldrig bare er sex, men et spørgsmål om tryghed, intimitet og sågar traumebearbejdning – ja, om accept af den, man er.

I mine øjne er filmen i høj grad værd at se for både kvinder og mænd uanset alder. Må debatten om, hvor seksuelt frie vi må være hver især, tage et trin op og køre fra nu af i klasseværelser, stuer og på cafeer.