Kvinder kan selv – men længes
Kvinder går, fordi de er desillusionerede, siger Esther Perel. Hun interesserer sig for menneskers længsel – og for de opskruede forventinger, der gør, at vi så tit bliver skuffede over kærligheden.
Jeg møder den 58-årige bestsellerforfatter hos Gyldendals forlag, fordi Magasinet Sundhed – God bless – havde hyret mig til et interview med hende. Bag de snørklede gange, i det gamle hus, sidder den verdenskendte parterapeut og venter mig. Hun ligner sig selv totalt fra de TED-talks, der nu er set af 17. mio. og fikserer mig med nysgerrige, skarpe øje, da jeg træder ind. Så et kram tilsat det tredobbelte luftkys i fransk stil; venstre – højre- venstre.
– Så mødes vi igen, siger hun og hentyder til det Skype-interview, jeg lavede med hende for Femina for et halvt år siden.
Jeg smiler, men græmmes et øjeblik. For første gang vi havde en aftale, svigtede min teknik nemlig. Vi måtte simpelthen opgive, og skal jeg være helt ærlig, var jeg grædefærdig. Så flovt. Men jeg fik bare en ny aftale, og det hele gik jo. Det hjælper også lidt – meget – at hun åbenbart ved, hvem jeg er.
Mennesker vil høre til
Esther Perel spørger til, hvad jeg er blevet bestilt til at skrive om – hvad vinklen er. Hun er lidt hæs og tager taknemmeligt imod de halsbolsjer, jeg trækker op af tasken. Hun kommer lige fra fitnesscenteret og hun er totalt roligt. Hendes neglelak skaller. Det er hun ligeglad med. En af de ting, vi taler om, er det postmoderne kærlighedsforhold. Og det ved hun meget om.
– De fleste af os har det bedst, når vi er forbundet med andre, og her taler jeg ikke kun om romantiske forhold, men nære relationer i det hele taget. Det allervigtigste, når vi taler trivsel, er at folk har brug for at fælleskab – tilhørsforhold til en gruppe, siger hun.
I forhold til fællesskabet er problemet med den moderne forståelse af kærlighed, at vi helst vil bruge én person til det hele. Vi har vi alt for høje forventninger til, hvad en kæreste eller ægtefælle skal kunne supplere.
– I dag skal vores partner helst være både vores fortrolige, ven, diskussionspartner, praktisk hjælper og en god far. Og meget vigtigt, en god elsker. Funktioner, vi førhen havde en hel landsby til at udfylde, siger Esther Perel, der ikke undrer sig over at så mange par bukker under på grund af forventningspresset.
Og nu er der stort set ingen praktisk grund til at gifte sig mere – fordi kvinder her i Vesten er frie og kan forsørge sig selv.
Ægteskabet har tabt sin funktion
– Ægteskab har før i tiden altid forsynet kvinder med status. Ved at blive gift har kvinden skaffet sig adgang til alt, samfundet kan tilbyde. Dét har været med til at gøre det attraktivt at blive gift. Men i dag, her, behøver hun ikke en fast partner for at få respekt og status. En singlekvinde er ikke ”halv” i dag, befriende nok.
Noget at det, jeg godt kan lide ved Esther Perel er, at hun nægter at en særlig psykologi eller specifikke motivationer er kønsbetingede: Nej – mænd er ikke utro bare for at få sex. Og nej, kvinder har ikke et større behov for tryghed end mænd.
Men hun ved også utroligt meget om statistik og alle mulige undersøgelser. Og når man snakker tendenser, er hun ikke bange for at tale om mænd og kvinder – selvom hun klogelig starter med en disclaimer om, at én persons virkelighed selvfølgelig aldrig tegner det hele billede.
– Førhen måtte man finde en mand at få børn med. Fandt du ikke en i første omgang, måtte du vente til næste runde, hvor mændene blev skilt. I dag behøver kvinder ikke finde Mr. Perfect for at få børn.
Perel er meget nysgerrig på at lære det land, hun er i, at kende. Hun spørger, om danske kvinder er begyndt at fryse deres æg ned i stor stil? Jeg mener nok, det sker, men ikke er så udbredt endnu. Men der er flere og flere, som får børn på egen hånd.
Hun nikker:
– I mine øjne et af de største frigørende faktorer, som er indtrådt i nyere tid.
Ja. Jo. Men det er jo ikke lykken alligevel, tænker jeg.
Frie, men ikke lykkelige
– Jeg kender rigtig mange selvkørende, smukke, stærke kvinder. Men kommer man tæt på, er der jo tit også en stærk længsel efter en mand som livsledsager?
– Ja. At man kan klare sig selv betyder ikke, at der ikke underneden er en længsel efter en kærlighedshistorie. Den dør ikke, siger Perel.
– Men den mand, de ønsker som livsledsager, er ikke nødvendigvis den samme, som den mand, de gerne vil opdrage deres børn sammen med. De vil grundlæggende have én type til børnene og en anden til sig selv.
Hun har talt sig varm nu. Øjnene glimter, og glemt er den slidte stemme.
– Ja, på en måde står kvinden faktisk, der hvor manden har stået længe, siger hun om minder om, at man plejer at sige, at mange mænd dybest set har brug for to kvinder for at føle sig mødt i alle sine behov. Luderen og Madonnaen: den frække & den fromme, til hjemmebrug og moderskab. Og det er ikke supernemt for én kvinde et supplere begge dele – hele tiden.
– Nej vent; tre. Han har faktisk brug for tre: En mor, en kone og en elskerinde.
Jeg stirrer på Esther Perel.
– Det er noget, der lige dukker op hos mig nu, tilføjer hun.
Mens kvinder plejer at protestere voldsomt præsenteret for mandens delte behov, ser det dog ud som om, hun nu er nået frem til det samme med omvendt fortegn, mener parterapeuten.
– Faktisk ville det nok være optimalt med tre mænd: En med en hammer, en elsker og en god far…
På sin vis er det vel højden af ligestilling, siger Esther Perel lakonisk.
Og jeg føler mig lidt trist. Kunne vi da for faen bare ikke forvente lidt mindre og modtage fra lidt flere.