Nicklas og Emil: Vindende venskab slår alt i vildmarken

32 dage på fisk og jysk humor i det golde Nordnorge: Torsdag blev det klart, at venneparret Nicklas og Emil vandt sæsonens ‘Alene i Vildmarken’. Denne sæson har været er en beretning om relationer og om kærlighed, og især de sidste afsnit har været fantastisk inspirerende og lærerig tv-kigning. For mig, der arbejder med par og kærlighed i det daglige, men også for min mand og vores sønner på 12 og 17 år.

Nicklas og Emil havde ikke til sinds at give op, da tv-holdet kom og fortalte, de har vundet og fik vennerne til at græde af glæde. Og de to gutter i 20´erne er i den grad de rette vindere. For det første klarer de selve overlevelsen imponerende: Makkerparret klarer for det første den basale manddomsprøve med ild, ly og føde gennem alle trængsler  i bedste stil.  Et overordentlig positivt mind set har de også, der udmøntet sig i deres mantra: ”Hold kæft, hvor har vi det godt!” som fyrene udbryder, både når benene knækker sammen under dem af udmattelse, og når der er fangst i fiskenettet.

Men selvom Nicklas og Emils mentale overskud er forbløffende, er det, der gør dem til sande vindere, deres venskab. Utallige gange gennem programmet sætter de to venner ord på deres taknemmelighed og glæde ved den andens selskab.
”Emil er den, jeg allerhelst vil dele det her med,” siger Niklas dybfølt og begejstret, mens han skuer ud over den smukke, iskolde fjord, tynd og beskidt efter flere uger på fjeldet. Da vennen senere bliver syg, går han all in på at pleje ham. Og de varme følelser er gengældt, forstår man blandt andet, når Emil, der afkræftet sidder op af en sten efter en måned på absolut smalkost, siger: ”Niklas er verdens bedste ven. Ikke alle er så heldige at have sådan et menneske i deres liv”.

Og hvor har han ret. Havde alle mennesker sådan en ven, så ville langt færre være deprimerede, og ikke nær så mange mænd ende ensomme eller i flasken efter en skilsmisse, konkurs eller anden form for krise. For sådan et venskab kan få én igennem helvede og på ret kurs igen.

Når den ene er svag, træder den anden til, og den opgave klarer vennerne bedre end de fleste af programmet kærestepar. De unge mænd krammer, hver gang de oplever en sejr eller et nederlag og peptalker hinanden gennem alle naturens barske udfordringer.

Nicklas og Emil kender hinandens styrker og svagheder, og fortroligheden strækker sig også til det kropslige, når makkerne vasker sig og tisser sammen, totalt afslappede i hinandens selskab. Også rørende er det at høre Emil, hvis egen far angiveligt ikke er inde i billedet, fortælle om sit tætte forhold til Niklas´ far, som han ser op til og elsker og gerne vil glæde.

Fyrenes taknemmelighed, deres længsel efter at gøre Niklas´ far  stolt og specielt deres loyalitet over for hinanden gør dem nærmest uovervindelige. Og deres gensidige omsorg rører noget dybt i mig, og også i min mand og mine sønner. For her er to mænd, der elsker hinanden og tør sige det. To mænd, der vil gå gennem ild og vand for hinanden, og gør det.

Niklas og Emils viser os et forfriskende (for)billede på, hvordan menneskers styrke fordobles, når vi elsker og forstår, at fællesskab er vejen frem. Deres relation er et vidnesbyrd om, at kærlighed mellem mænd kan overvinde alt. Det gør de to beskedne jyder til rollemodeller for nuværende og kommende generationer af mænd. Jeg vil anbefale alle fædre med drenge at se sæsonen med deres sønner. Alle vi andre kan se med, glædes og overveje, om vi selv er ligeså god en ven.