“Kollektivet” af Thomas Vinterberg – en mavepuster til det åbne forhold

Posted by on jan 14, 2016

11990586-14magkollektivet1jpgKan man skabe et fællesskab, der tilgodeser alle, alene på gode intentioner? Og kan tosomhed udvides til tre uden tab?

Omtrent disse temaer er kernen i Thomas Vinterbergs nye film “Kollektivet”, der har premiere i dag, og som bestemt er værd at se.

Filmen udspiller sig midt i halvfjerdserne i København, hvor akademikeren Erik arver en kæmpe villa. Han lader sig trods sine massive modstand overtale af sin medie-kendte kone Anna til at skabe et kollektiv i det. Sammen med en lille flok originaler sætter ægteparret og deres teenagedatter snart fra kaj i fællesskabets navn, totalt uden erfaringer og konkrete planer.

Vi er med kollektivets beboere til fællesmøder og fester i en strøm af Tuborg, røde Prince, politiske diskussioner, keramiklamper og andet perfekt halvfjerdserinventar. Håbet er lysegrønt og idealisme og solidaritet hersker i den nyslåede storfamilie.

Men tosomheden drukner snart i fællesskabet. Erik kan ikke rigtig leve sig ind i kollektivånden, og da den unge smukke studerende Emma fatter interesse for ham, er Erik nem at lokke til en affære. Først hemmeligt, derpå i fuld offentlighed. I forsøge på at holde på Erik, tillader Anna, at Emma flytter ind i kollektivet. Men nogen lykkelig familie bliver det aldrig til.

“Kollektivet” er et medrivende og intenst tidsbillede, der med stor medfølende skildrer forsøget på at skabe en udvidet familie med de udfordringer, beboerne ny engang bringer med sig. I den ramme udspiller Anna og Eriks historie sig, og den fanger mange af de følelser, som opstår, når et parforhold løber ind i en forelskelse. Dog lades tilskueren lidt i stikken i forhold til, hvilke konkrete aftaler Anne og Erik har som udgangspunkt – ingen, formentlig (ligesom det gælder for kollektivet).

Ægteskabets erosion er smerteligt og råt beskrevet og efterlader os med fornemmelsen af et parforholdseksperiment, der her 40 år efter virker desperat og himmelråbende uigennemtænkt – i hvert hvert fald for denne tilskuer: Anna er naiv ud over alle grænser, og hendes mand Erik virker nærmest følelsesmæssigt retarderet, så ringe er han til at håndtere to kvinder på én gang. Hele skuespilholdet optræder, så man tror på og kommer til at holder af deres karakterer, og især Søren Ulrich Thomsen og Trine Dyrholm spiller røven ud af bukserne. Både i deres ømme og almindelige kærlighed med et strejf af kedsomhed – i hvert fald fra hendes side –  i starten, og særlig som garnet strammes og afstanden mellem dem øges.

Trine Dyrholm er intet mindre end eminent i rollen som Anna, der falder fra hinanden efterhånden som manden i hendes liv forsvinder mellem fingrene på hende. Hendes udvikling vil de færreste biografgængere formentlig kunne ryste af sig. Derudover tipper jeg på, at filmen vil ramme sit publikum meget forskelligt. Alt efter, om du var ung i 7o´erne, har oplevet at blevet vraget eller måske har erfaringer med en mere kollektiv livsstil –bolig- eller parforholdswise, vil tyngdepunkterne i handlingen ligge forskelligt – det var i hvert fald tilfældet for mig og de tre kolleger, jeg så filmen med. Som en af mange fine vinkler kan nævnes gengivelsen af den modne kvindes smerte i konkurrencen med den purunge blondine indtryk: Alle Dyrholms begyndende rynker er filmet uden filter og givet et skånselsløst billede af kvindens tab af ungdom og den sårbarhed, som følger med.

Thomas Vinterberg har med “Kollektivet” skabt sin hidtil mest personlige film med mindelser om hans egen lykkelige barndom, der også foregik i et kollektiv. Hvordan det svære dilemma med gammel og ny kærlighed håndteres, giver filmen ingen bud på løsninger på, og anskuer man produktionen som en film om et åbent ægteskab, er den udelukkende et skrækeksempel. Ikke desto mindre er “Kollektivet” en smuk og stærk film – om drømme og om menneskets allestedsnærværende behov for kærlighed, altings forgængelighed og tabt uskyld.
“Kollektivet” minder os om, hvad vi kan skabe sammen, og om faren i at overstrække sig for sin elskede. Hvordan det hele ender, må du selv se. Og husk lommetørklæder, hvis du nogensinde har haft en drøm, der er brast eller længtes efter mere fællesskab.

 

 

1 Svar

  1. Keld Molin
    17. januar 2016

    Det er skægt at se et kollektiv for fuld udblæsning for os, der kun var børn i 70’erne og levede i småborgerlige hjem. For her findes der ikke den problemstilling, som ikke kan tackles med en håndsoprækning – om det så er et falleret ølregnskab eller parforhold.

    Jeg troede og håbede, at jeg i filmen skulle lære noget om datidens kollektiver og alternative samlivsformer, men her skuffer den. Kollektivet var en fin og spændende ramme for fortællingen. Men grundkonflikten er klassisk: En gift mand forelsker sig i en yngre model og fraflytter konen. Dét, som er anderledes i filmen er, at han og den nye kæreste flytter tilbage til kollektivet – ikke til konen – men i deres eget værelse under samme tag – dét kunne nok kun forekomme i kollektivernes tid. Konen drømmer fortsat om at få ”besøg” af (nu eks-) manden på sit eget værelse, men realiteten er, at hun er forladt og forholdet er slut. Tematisk er der således ikke tale om et åbent forhold eller mandens problemer med at håndtere det. At hun er forladt og han har etableret sig i et nyt parforhold bliver et maskeret faktum i kollektivet, for på ydersiden foregår alt i sin vante gang ved køkkenbordet og afstemningerne.

    Kollektivisteren har så travlt med deres egne liv, at de først sent opdager konens smertelige følelser af forladthed og ensomhed. Det er egentligt en tragisk skildring af manden og konen, som hverken synes at have evne eller vilje til at sætte ord på egne følelser og behov, og som derfor aldrig for alvor får forholdt sig til hinanden og hvordan de skal vælge at håndtere den nye situation. De får aldrig bearbejdet de svære følelser, de får ikke lavet en aftale om noget som helst – de er begge ureflekterede, umælende knudemennesker. De får heller aldrig forholdt sig til bruddet og sagt farvel til hinanden – kun for deres datter er det åbenlyst, at de ikke kan fortsætte på samme måde. Så naturligvis ender det med sammenbrud. Konens åbenlyse sammenbrud, og til allerallersidst også mandens – da konen flytter ud af kollektivet – og han rives ud af forelskelsens slør og for første gang til fulde erkender det følelsesmæssige og praktiske og morads, som han befinder sig i.

    I 1970’erne var der flere som afprøvede nye rammer for bo- og samlivsformer i kollektiverne. Her i 2016 er der nogle, som afsøger nye rammer for livet i parforholdet, hvor der er begreber i spil, som åbne parforhold, ærlige parforhold og bevidste parforhold. Man kan her ærgre sig over, at Thomas Vinterberg i sin skildring af kollektivet som livsform ikke i højere grad valgte at skildre det socialpsykologiske spil, der kunne opstå i datidens former for åbne parforhold. Det bliver så spændende at se, om en af Thomas Vinterbergs arvtagere om 40 år vælger at skildre disse moderne parforholdsdannelser og om de på samme måde bliver betragtet som en døgnflue i historien på linje med kollektivet.

    Først og sidst er ”Kollektivet” derfor en mavepuster til det ureflekterede parforhold, hvor man udelukkende lader sig styre af følelser og tilfældigheder, ikke får talt om hinandens behov og ønsker, og ikke laver aftaler om det fælles samliv. At denne samlivsform er en dødssejler er egentlig ikke en nyhed og filmen bekræfter os i, at det forsat er sådan.

    Keld Molin
    cand. psych., sexolog in spe