Om utroskab og andre kvinders mænd

Homewrecker. Det er et ord, vi ikke rigtig har på dansk, men som vel betyder noget i nærheden af ”den, der spolerer andres familie”.  En kvinde, der forfører en gift mand som har børn, hvorpå manden bryder med sin familie, ville f. eks kunne få det prædikat. Og af alle de titler, jeg er parat til at tage på mig her i verden, er lige præcis den én af dem, jeg virkelig nødig vil have. Det er imidlertid en erkendelse, der har været længe undervejs.

I mit første år i gymnasiet gik jeg af og til i seng med en fyr fra klassen. Lad os kalde ham Markus. Det var ikke noget, vi snakkede om, det var bare sådan en ting, der skete engang imellem efter gymnasiefesterne. Uden særlig optakt og totalt uden efterspil. Resten af tiden var vi almindelige klassekammerater.

Der var bare det ved det, at Markus havde en kæreste. Markus kom sammen med Hanne fra 3.G. Hanne var lille, blond og meget smuk. Den slags pige, der gik hjem og sov, når festens første etape var slut, i stedet for at rage videre i byen og på snusket værtshus, som visse andre piger havde for vane. Det spillerum, som dermed opstod, udnyttede vi.

Jeg troede ikke, der var nogen, der vidste det med mig og Markus. Men det var der så alligevel. For en aften midt i centralgarderoben på vores gymnasium, undervejs i en fest for hele skolen og med pumpende musik i baggrunden, opsøgte Hanne mig. Vi to havde aldrig nogensinde talt sammen før. Og nu stod hun så der med et både stridslystent og sårbart blik og lignede ikke en, der havde tænkt sig at flytte sig.

-Er det sandt, du går i seng med min kæreste? spurgte hun.
Hanne var ældre og kønnene, men situation gjorde alligevel, at jeg pludselig fik en uventet magt lige dér. Jeg havde festtøj på og en stigende promille og følte mig som en femmes fatale, men jeg tror i lige så høj grad, at det var Hannes direkte facon og det overrumplende i hele scenariet, der fik mig til at svare med samme ligefremhed.
– Ja, det er rigtig nok, sagde jeg slet og ret. For det var det jo.

Hvad Hanne sagde mere derfra, husker jeg faktisk ikke. Men jeg mindes tårerne, der sejlede i stride strømme ned over hendes kinder, og jeg husker hendes grådkvalte stemme. Jeg tror nok, hun tog hjem direkte derefter – efter at have skændtes med Markus. Jeg selv festede videre. Var der en snert af kvalme, en lille skælven indeni, så rystede jeg den hurtigt af mig. Det var jo deres problem, tænkte jeg.

Jeg lærte med andre ord ikke en disse den aften: To gange siden har jeg været sammen med en mand bagom ryggen på hans kæreste. Som voksen kvinde havde jeg først engang en lille fling med det lokale postbud. Manden havde både kone og børn. Indledningsvist vred min samvittighed sig en smule, men ikke mere, end jeg gennemførte projektet. Og en anden gang et par år senere endte jeg i kanen med en mand, som jeg lige havde mødt, selvom denne fyr godt nok havde sagt, at der var en kæreste derhjemme. Herregud, det var kun én gang, og jeg havde aldrig mødt kvinden. Det var jo langt væk, sagde jeg til mig selv.

Og det var det også. En tid. Men nogle år senere løb ind i netop samme mands (af andre årsager nu eks-) kæreste. Og jeg fandt ud af, at hun var et fantastisk menneske. En kvinde, der mødte mig både rent og ærligt, og som jeg gerne ville tæt på og være venner med.
Jeg skal være ærlig at sige, at først DA faldt 5-øren. Først, da min egen røv brændte og jeg mærkede det dilemma, jeg havde skabt, fattede jeg lige præcis hvor skidt en ide det er at knalde med andre kvinders mænd, hvis koner tror, at de er dem tro.

Ingen af mine eskapader har indtil videre fået alvorlige konsekvenser, og jeg vil ikke påstå, at mine handlinger piner mig ikke på daglig basis. Men kommer den kvinde, eller postbuddets kone, en dag til min dør og stiller mig samme spørgsmål, som Hanne gjorde, så må jeg svare, som jeg svarede hende. Det er ikke en situation, jeg ønsker mig, men jeg ligger, som man har redt. Jeg kan ikke gøre det om. Jeg kan kun lade være at gøre det igen.

Der findes masser af mennesker i traditionelle forhold, som erklærer sig monogame, samtidig lystigt knalder andre ved siden af i dybeste hemmelighed. Der findes også dem, påstår de lever åbent og totalt ærligt med hinanden, alt mens de blæser højt og flot på andres aftaler om troskab.

Jeg er ikke ude på at dømme dem, der træder af dydens smalle sti, som det fremgår kender jeg den vej ganske godt selv.  Selvfølgelig er mange flere nuancer på virkeligheden end dem, jeg beskriver her. Forelskelse, for eksempel. Jeg er udmærket klar over, at der findes overbevisende grunde til at indlede forhold til folk der er ”optagede”, alt imens deres partner ikke ved noget om det. Og nogle gang er det brud, der kan følge efter utroskab, det bedste der kan ske for alle parter.

Man ved aldrig, hvad livet har i vente for én. Men jeg vil gøre mit bedste for ikke fremover at biddrage til at et menneske bedrager en andens tillid. Jeg vil ikke være med til at skabe et net af løgne. Utroskab er usolidarisk og nærer den mistillid, der splitter kvinder ad og gør os mistroiske overfor hinanden. Her vil nogle sikkert indvende, at mennesker ikke ejer hinanden – og at de i mine små historier var mandens ansvar, at utroskab fra sted. Og jeg er enig: Det var mandens ansvar – men det var mit medansvar. Man kan ikke være dommer på andres banehalvdel, men kan mærke efter, hvad man selv har lyst til at generere i andres liv, og hvordan man selv gerne vel behandles.

Et frelst standpunkt? I så fald har jeg købt det temmelig dyrt for mine egne løgne. Det er fejltrin, jeg må jeg bære i al evighed. Mange attraktive mennesker er pludselig udenfor rækkevidde med den beslutning. Til gengæld kan jeg med ro i maven sige: Du skal ikke være bange for mig. Jeg flirter. Men jeg forsøger ikke at gafle din elskede bag din ryg.