Monogam eller bare bange?
‘Nogle gange er kærlighed ikke nok’ er et udsagn, som jeg har hørt flere gange, og som altid er ledsaget af et vist vemod. For det føles trist, når to, der elsker hinanden, alligevel må skilles. Og sådan er livet ind imellem.
Efter at jeg har stået frem med forslaget om, at man som par kan definere sin egen lovestyle, møder jeg ofte kærester og ægtepar, som forsøger netop dette. Og nogle gange har de par efter åbenhjertig samtale omkring deres seksuelle drømme fundet ud af, at de står meget forskellige steder. Er det pr. definition deres parforholds endeligt? Nej. Selv med udgangspunkter, der er vældig forskellige, kan mennesker have held til at finde en vej videre sammen. Men ikke altid.
Af og til brænder den ene part for at leve seksuelt åbent eller polyamorøst, mens den anden part – også efter lange snakke og forhandlinger i månedsvis eller år – slet ikke har lyst til noget som helst udover traditionel tosomhed.
For den første person, for hvem tanken om seksuel åbenhed er appellerende og frisættende, kan det se ud som om, at kæresten er frygtstyret. Og rigtigt nok, der findes dem, som mest tøver med at udforske nye veje, fordi de har ringe selvværd og ikke kan overskue, hvad sådan et skift fører med sig. Andre har en stærk modvilje, der måske fortrinsvist bunder i, at deres opdragelse omkring, hvad der er ´rigtigst´ i kærlighed, er meget stærk. Man kan sagtens være monogam og bange samtidig.
Men grundlæggende er det at være monogam overhovedet ikke det samme som at være frygtstyret. En person, der fastholder at føle sig monogam, kan sagtens være både meget bevidst, udadvendt, et selvsikkert menneske og rummelig på alle mulige fronter. At være monogam er ikke lig med at være modvillig over for at udvikle sig selv, uagtet at det kan føles sådan for den anden part! At være monogam er bare – at være monogam.
For den, der gerne vil være intim med andre også, føles det oftest begrænsende, hvis kæresten melder, at hun eller han ikke har det mindste lyst til at dele. For ’fint nok, at min partner ikke har lyst til andre, det respekter jeg, og han/hun må gerne holde sig til mig. Men hvorfor kan min partner så ikke lade mig vælge min vej – når jeg nu lader min partner vælge sin?’
Det valg har ikke alle monogame. Nogle ender med at være det, der kaldes ’polytolerant’, hvilket vil sige, at man tolererer, at ens parter er sammen med andre, selvom man ikke selv har trangen. Og ikke sjældent på trods af, at man selv har betragtelige følelsesmæssige omkostninger herved. Men den mulighed er ikke for alle. Og det handler hverken om manglende vilje eller lyst til at begrænse – men om værdier.
At være monogam af sind omfatter både kroppen og hjertet. At være monogam er at have et billede af kærlighed – og at opleve indefra – at netop det at dedikere hele sit hjerte og hele sin seksuelle energi til én person hører med til selve kærlighedens væsen. At det er i det cirkulære kredsløb med et ganske særligt andet menneske, at kærligheden og erotikken folder sig sandt og smukt ud. Har et menneske det sådan, vil selv små afvigelser fra monogami føles forkert. Tosomheden er herfra ikke et tilvalg, men den grundlæggende basis for et ideelt forhold. Og fra det sted vil en partners seksuelle involvering med andre automatisk udvande oplevelsen af den fælles kærlighed.
En person, der er monogam på den måde, kan ikke bearbejdes udefra til at skifte standpunkt. Måske forandrer vedkommende sig over tid, det gør vi alle. Men hvis et menneskes kærlighedsopfattelse er forankret i hans eller hendes dybeste sandhed, så kan og bør hverken pres, argumenter, lokkemidler eller udfordringer fra partneren ændre det. Skal der tages skridt ud over det tosomme, må den monogame selv tage dem. Man er, hvad man er. Og hvis man ikke kan være netop det med den anden, så er man ikke gode for hinanden.
Så ’Nogle gange er kærlighed ikke nok’ er for mig en sandhed med modifikation. For rigtigt, selv med glødende kærlighed mellem to mennesker vil de to ikke kunne tjene hinanden, hvis deres værdier er i decideret kontrast. Men det betyder ikke, at kærligheden giver op. Nogle gange er det kærligste bare at skilles.