Hvad er veto?

Er det rimeligt, at den ene part går ind og blander sig i den andens andre forhold – med konsekvenser for tredjepersonen også?

Vetobegrebet kender vi fra politik og forhandlinger: Hvis én ikke er enig, så falder planen. Når det kommer til åbne forhold, så handler veto om, at man som oprindelig partner går ind vender tommelfingeren nedad på noget, som ens partner gerne vil – og at man er enedes om, at den anden har ret til at blande sig på den måde. Fælles er: Der skal konsensus til, for at en fremfærd accepteres.

Jeg er ikke fortaler for, at mennesker bestemmer over hinanden. Kort fortalt har jeg to gange i min bog Kærlighedskontrakten nævnt muligheden for at aftale, at man kan nedlægge veto omkring partnerens engagementer andetsteds. Faktisk er ingen af de gange i forbindelse med en reel anbefaling, men jeg vil gerne uddybe, hvordan jeg forstår vetobegrebet her, og hvorfor jeg ikke partout ser det som en forkastelig ting.

At leve seksuelt åbent indebærer, at man kan tilkendegive overfor sin partner, når man har det svært undervejs. Hvis man ikke gør det, er det umuligt for den anden at tage ens følelser med i betragtning.
I et velfungerende dynamisk parforhold kan du fortælle din partner, hvis du er utryg, hvis du lider, hvis du ønsker dig, at I (eller de) sætter farten ned. Og du kan forvente, at din partner i sin omsorg for dig afstemmer sin fremfærd til et niveau, hvor du ikke behøver bide i gulvtæppet konstant. Den dynamik er udtryk for det, jeg kalder at ’skrue op og ned’ for tempo – det er altså tale om en afstemning inde i forholdet. Og den er essentiel.

At nedlægge veto er OGSÅ for mig at se en anmodning om at stoppe op. Det er i den allerkraftigste ende af spektret og den definitive grænsemarkering: Veto er en markør, der varsler for den anden, at man er meget trængt.
Et primitivt veto kan lyde: ”Jeg vil ikke have, du mødes med Hans.”
Så har man nedlagt veto, men man har også forladt egen banehalvdel.
Et mere reflekteret veto kan lyde: ”Jeg har det rigtig skidt med, at du ses så meget med Hans. Hvis du fortsætter, kan jeg mærke, at det får konsekvenser for mig – og mit forhold til dig – som jeg ikke ønsker. Jeg ved ikke, om jeg kan se mig selv fortsætte i et forhold med dig, hvis det bliver ved som nu.”

Her bliver veto til en advarsel – ikke en trussel, men en advarsel. Fordelen ved at have meldt så klart ud er, at den anden nu er helt klar over, at vedkommende nu bevæger sig så langt væk fra den andens komfortzone, at det, man oplever, er på den andens bekostning, Det kan tænkes at få et efterslæb, som endnu ikke er kendt.

Legaliseringen af at sige nej, og aftalen om, at hvis du føler et dybt nej inde i maven og fremlægger det for din partner, så bliver det accepteret – det er veto. Veto er ikke noget pænt ord, og jeg vil gerne være med til at kalde det noget andet. Man behøver dog ikke sympatisere med veto-begrebet for at gøre brug af det i en eller anden form. Selv folk, der er erklærede polyamorøse med flere samtidige parter, kan finde på at lade deres valg med den ene kæreste påvirke at det, som deres anden elskede ønsker eller måske rettere er bange for. Dette kan være italesat eller involvere en indirekte form for pres, som kan komme af, at normen er, at man IKKE må blande sig: ’Jeg lukker ned, når du gør det, som du godt ved – eller burde vide – jeg ikke synes om.’

Jeg kender også mennesker, der lever åbent, som aldrig har haft brug for så meget som at tale om veto eller at trække stikket ud på hinandens aktiviteter! Det hænger især sammen med, om den, der engagerer sig med andre selv har blik for hvornår det, der foregår, går ud over det oprindelige forhold – og om vedkommende modererer af sig selv.

Ville det være ideelt, hvis mennesker i åbne forhold altid var in sync? Ja, det ville det. Ville det være bedre, hvis man altid af sig selv afstemte sine aktiviteter med tanke på, hvad ens partner kunne rumme på nuværende tidspunkt? Ja, i min optik det ville det.
Det er dog ikke altid det går så let i virkeligheden, og slet ikke i starten af et åbent forhold. Vi bliver nødt til at melde ud, for at vi kan forvente, den anden ved, hvad der rør sig i os.

Ligeså kontroversiel som veto er i nogle kredse, ligeså sikkert er det, at det er netop dette element, der for nogle mennesker gør det muligt at vove at åbne forholdet for mere end én. Uden mulighed for indflydelse, vover mange ikke at tage springet og forsøge at dele hinanden.

Et veto er i juridisk sammenhæng et forbud. Men i kærlighed er det i praksis og uanset formulering et ønske: Jeg ønsker mig brændende, at du skal afstå fra det møde / sex med den person / at bruge hele ferien med hende.
Hvordan kan det blive andet? En lov kan det aldrig blive. Man kan sige, hvordan man har det og hvad man ønsker. Så er valget op til den anden. Det er det altid. Lige meget hvad din partner siger til dig, kan du gøre, hvad du vil.

Uanset åbenforholdskarakter, så vil jeg betragte veto som en nødbremse. Hænger man i den hele tiden, så kører man i den forkerte bus. Måske bruger man den aldrig. Men det kan stadig være rart at nødbremsen er der et sted – og at ens partner er indforstået med at slippe speederen, hvis man rent faktisk føler at ens forhold er ved at køre ud over en skrænt.