Er forskellighed en trussel for forholdet?

– What? Stemmer du SOCIALDEMOKRATIET?
Omtrent sådan sagde jeg, da jeg 22 år gammel var på anden date med manden, jeg i dag er gift med. Jeg fornemmede allerede da, at den her fyr var mere end almindelig interessant, og derfor var jeg i gang med at tjekke ham ud. Noget foregik subtilt, andet ikke, som da jeg altså spurgte, hvad han stemte, og han svarede socialdemokratiet.

Selvom det parti på ingen måde var i diametral modsætning til det parti, jeg selv havde for vane at sætte kryds ved, flippede jeg ud. Jeg krævede en uddybende begrundelse for hans valg, og jeg var sur ret længe. For det skulle være PRÆCIS det samme parti, som jeg foretrak.

I dag tænker jeg, at min mindre flatterende reaktion ikke handlede om politik. Det var selve det, at der var forskel på ham og mig, der var uspiseligt for mig.

Når vi møder en, vi gerne vil se os selv som partner med, går en sammenligning i gang, bevidst og ubevidst. Og i den proces opfattes alle uoverensstemmelser som trusler. Vi matcher os mod den anden og spejder efter ligheder. Vi søger konsensus. Lige børn lige bedst, siger man. Og selvom det er en sandhed med modifikationer, så sidder det dybt i os, at jo mere ens, jo mere enige, vi er, jo bedre. For jo bedre passer vi sammen.

Det er noget sjovt noget, det dér med at passe sammen og tiltrækkes. Det er rigtigt: Søger du livsledsager, er det en god ide at I har overvejende samme ide om, hvad livet skal gå ud på. Men derudover, bliver vi så lykkelige, et bedre match i kærlighed, af at være nærmest ens? Det tror jeg ikke.

To mennesker, der virkelig har 100 procent identiske holdninger, evner og mål, kan jeg ikke rigtig se have så meget at byde på for hinanden. Udover tryghed og bekræftelse, hvilket man selvfølgelig ikke skal forklejne, da netop de to elementer er essentielle for nogle mennesker.

Men hvis man gerne vil have et levende forhold, som fungerer som en vækstbase, hvor både selve forholdet og de to i det udvikler sig, er total enshed ikke et hit. På udviklingsbanen ville der ikke ske det store, for to alen af ét stykke ikke udfordrer og inspirerer ikke hinanden, som mennesker med forskellige udgangspunkter gør. Det samme gælder på det seksuelle felt: Forskellighed skal der til, for at polaritet mellem de to – seksuel spænding – kan opstå.

Samtidig kan vi som sagt godt lide, at den anden er genkendelig for os, det virker trygt og vi føler os forstået. Generelt tiltrækkes vi af det i et andet menneske, som vi gerne vil udvikle i os selv og mangler at få til at gro – jeg fristes til at smække en ny floskel på bordet: ’Opposites attracts’.

Det potentielle problem er for mig at se, at der er forskelle på de to, der elsker hinanden. Problemet opstår, hvis vi holder fast i, at jo mere ens vi er, jo mere ægte kærlighed er der tale om. Det kan nemlig bevirke, at de to partner ikke giver sig til kende med alle deres nuancer af skræk for at blive afvist af den anden som ’for forskellig’.

Nogle gange lader to mennesker som om, de er på fælles kurs uden at have afklaret deres intention fra et ærligt og modigt sted. Så får de en kurs, som enten den stærkeste dikterer eller som er styret af omstændigheder. Et kærlighedsliv er bare for vigtigt til at leve det på andres normer – eller tilfældigheder.

Onsdag den 20.2 holder jeg oplæg om at afstemme forventninger i et forhold -”Dine, mine og vores forventninger” – klik på kalenderen for læse flere deltaljer.

Et kærlighedsforhold går ikke ud på at hverken være ens eller kontrollere hinanden. Det handler nærmere om at se og give plads til den anden, som vedkommende virkelig er. Lige nu og her. Forskellighed er ikke en trussel for kærligheden – at tro, at man skal være som den anden for at blive elsket, er.