Jeg er 42 år og oplever, der er noget galt i mit kærlighedsliv. Måske har der altid været det, men jeg er ikke sikker på hvad. Jeg har det bare ikke godt i mit parforhold. Er det for vagt til, vi kan tale om det?

Svar:
Nej! Det er ikke for vagt. Du sanser noget er galt, det er nok. Du behøver ikke kunne fremlægge en velformuleret problembeskrivelse for at det giver mening at søge terapi eller sparring. De gange i livet, hvor du står i et paradoks eller er fanget i tvivl, er derimod oplagte tidspunkter at søge støtte på. Klarhed er langt fra en præmis. Det fungerer faktisk snarere omvendt. Stort set alle klienter, jeg taler med, online eller i mit terapilokale, er rådvilde er forvirrede, i hvert fald til en start.

Når vi to taler sammen behøver du ikke være klog, velformuleret, politisk korrekt eller i kontrol. Det er faktisk en fordel, hvis du bare deler uden at lægge fingre imellem, for så er det nemmere for mig at mærke, hvor vi skal hen. Alt, du siger, er fortroligt.

Nogle klienter snakker næsten uafbrudt, første gang jeg møder dem. Der er også klienter, der griner, mens andre græder, En del gør begge dele på skift. Jeg taler også med mennesker, der gerne vil diskutere en særligt valg, de står overfor. Eller ønsker én at filosofere sammen med om eksistentielle emner som kærligheden, lyst og livets mening. Nogle deler deres drømme med mig, andre læser op fra dagbøger eller mails, der har sat deres liv på den anden ende. Det er du også velkommen til. Mit sind er åbent og mine ører også, og de har hørt det meste uden at falde af.

Om du er universitetslærer, topleder, langtidsledig eller kæmpende kunster. Ingen kan bevare det forkromede overblik hele tiden – og ingen kan se sig selv udefra. Kniber det for dig at sætte de rette ord på det, du kæmper med? Er du cluelessomkring en mulig kurs videre? Fint. Begge dele er noget, vi kan tale os ind i, sammen. Og det starter altid med, du bare fortæller mig, hvor du står. Stille og roligt. Du kan skrive til mig her.