Når dit livsstilvalg er en provokation for andre

“Siger du, jeg er kedelig?”
“Regner du mig for en kujon, en bangebuks? ”
“Antyder du, jeg er en løgner, der ikke står ved mig selv?”

Nej,  det gør jeg – rent faktisk – ikke. Hvis du hører det mellem linjerne, vil jeg mene, at det er for egen regning.  Ikke desto mindre er det alligevel den type reaktioner, jeg møder, når det går op for at nyt menneske, hvad jeg “er for en”: At jeg har skrevet en bog om åbne forhold, at min mand og jeg har valgt ikke at have seksuelt monopol på hinanden, at mit syn på sex er friere end flertallets.

Eller: Der kan ske mange forskellige ting, når man taler med folk om åbne forhold. En af dem er, at folk bliver provokerede. Af hvad, tænker du måske. Af min (for en del mennesker) anderledeshed, vil jeg tro. At stå over for en  som mig, der i første omgang virker “rar og normal”, men viser sig at spille uden om de alment accepterede regler omkring relationer og sex, er for nogle  mennesker en voldsom provokation. Alene det er blive konfronteret med, at der er andre måder, der måske pirker til noget svært for en selv, kan få nogen til at føle sig angrebet. Det er ikke min intention. Jeg er ikke, som jeg er, for at bringe folk i defensiven, ud af fatning eller sætte andre i et ubehageligt lys.
Og hvad mere er:

– Jeg synes ikke, at åbne forhold er det mest “rigtige”

– Jeg ser ikke ned på monogame par

– Jeg siger ikke, jeg har løsningen på andres samlivsproblemer

– Og jeg synes ikke, mit privatliv er så spændende, at alle partout skal høre om det

Stik mod hvad nogen tror er jeg faktisk relativt indifferent overfor, hvordan fremmede mennesker vælger at indrette deres erotiske liv.
Men jeg interesserer mig for relationer generelt, og jeg synes alle mennesker fortjener det bedst mulige grundlag – en bred viden – at træffe deres personlige valg ud fra.

Belært af erfaring har jeg valgt ikke at tale om seksuel åbenhed overhovedet i sociale sammenhænge, med mindre jeg bliver direkte spurgt. For det første er der så meget andet, jeg ligeså gerne vil tale om. For det andet skal folk selv vælge og orke at høre om det her. Jeg og min mand tager nogle valg, som er vores. De er ikke jeres. I andre må tage jeres egne valg.  Man kan godt tale om sig selv uden at mene, at det man siger skal gælde for alle andre også, og det gør jeg mig som regel umage med. Jeg er ikke ude på at omvende folk, hverve tilhængere, missionere, skabe en bevægelse eller omstyrte den gældende samfundsorden (og jeg er SLET ikke ude på at “stjæle din mand”.)

Alle har ret til at sige og skrive, der er nye måder at gøre ting på.Og man må gerne blive provokeret, bare man selv tager ansvaret for det.