Hvorfor gør jeg noget andet end det, jeg godt kan se er det fornuftige?

Posted by on maj 2, 2021

Jeg er en kvinde på 36, der ikke helt forstår mine egne reaktioner. Når jeg er sammen med en mand, så kommer der jo altid et tidspunkt, hvor han foreslår et eller andet, jeg ikke synes er så fedt. En udflugt, en samlejeposition – eller at flytte sammen. Mit problem er så, at jeg faktisk altid ender med at sige ja. Med min fornuft kan jeg sagtens se, det rigtige er at være helt ærligt og sige præcist hvordan jeg har det uanset hvad. Men når jeg står der, så eksisterer den mulighed ligesom ikke. Det er som om, jeg kun kan svare det, jeg tror, han vil høre. Jeg fatter det ikke. I andre sammenhænge er jeg rigtig god til at sige til og fra. Hvad sker der mon i de situationer, og hvordan ændrer jeg det?

Svar:
Dynamikken, hvor vi pludselig gør noget andet i situationen, end det ved vi, ved burde, oplever alle mennesker. Men det er jo ulogisk, som du siger, så hvad foregår der?
Situationen indtræffer, når der er noget i os, der er stærkere end fornuften, der dermed ‘overruler’ vores logiske tankegang. Og hvad kan det så være? ‘Noget’ fra underbevidstheden, som er mere kraftfuldt end vores hverdagsbevidsthed. Et instinkt, om du vil. Vores overlevelsesinstinkt – der får os til at gribe til en forsvarsmekanisme. Om vi pleaser ligesom du, fryser til is, går verbalt til angreb eller flygter fra situationen: På et eller andet tidspunkt har vi lært, at denne måde at handle på er det sikreste, når vi pludselig føler os udfordrede. Vi gør det ganske ubevidst, fordi alternativet – vores ægte respons – engang var uønsket og førte til oplevelser af udskamning, udelukkelse eller tab af kærlighed. Responsen har med andre ord tidligere været det eneste rigtige eller mulige, vi kunne gøre for at beholde vores livsvigtige forbindelse til andre – og nu sidder den så fast indlejret dybt i vores system. Reaktionen er at forsvar for ubehag, der er blevet vores default setting, også hvor den ikke tjener os.
For at ændre på dette, må vi tibage og finde det sted i livet, hvor vi første gang greb til denne manøvre, før den blev en del af vores kærlighedsmønster. Vi må undersøge, hvor vi har lært den – i hvilke situationer – eller fra hvem. Det støtter også at arbejde med at forstå, hvordan selvsamme respons, som nu er upraktisk og skadelig for os, faktisk på et tidspunkt var både naturlig og gavnlig. Den proces er vanskelig at gennemgå alene, fordi vi ikke kan sætte os ud over de mekanismer, der blev installeret meget tidligt. De ligger i en blind vinkel, i det ubevidste, måske fortrængte. Derfor kan det være godt at have en terapeut med på rejsen, når uhensigtsmæssige mønstre søges bragt frem i lyset. Og de kan ændres, hvis man er villig til at gå dybt. Hvis ikke følger de os typisk hele livet. Skal vi se på det sammen, så er du velkommen til at kontakte mig.

 

 

Skriv et svar