Når jeg arbejder med par efter Jytte Vikkelsøe-metoden, ligger der oftest en optagende mobiltelefon på bordet mellem klienterne og mig. De optagede sessioner er praktiske at have, fordi:

  • at være i mytisk hårknude-proces kan sammenlignes ved at være hos lægen: Hvis der foregår noget ’kritisk’, kan det være svært at huske, når man kommer hjem. Sindet vægrer sig ved samtalen og skubber den ud i glemslen.
  • lydoptagelsen kan bruges til at genopfriske indholdet af sidste samtale, før vi ses igen, hvis der skulle gå længere mellem sessioner end ventet. Så kan vi holde fast i processen og må ikke tilbage og samle op / starte forfra.
  • klienterne får eventuelle aha-oplevelser og spontane erkendelser ’on tape’.
  • hele processen kan genopleves via optagelserne, hvis parret et år eller to senere skulle få tilbagefald og behov for at genopfriske indsigter. Eller blot lyst til at sammenligne, hvor de er nu, med hvor det er var.

Men først og fremmest kan optagelserne bruges undervejs i forløbet til at hjælpe personlig udvikling på gled.  Og ja, jeg taler af personlig erfaring: Jeg og min mand har været i parterapi hos Jytte Vikkelsøe, vi optog sessionerne, og det hjalp os betragteligt.

At lytte til en udfordrende sekvens igen før næste samtalesession giver dig chancen for at høre dig selv udefra, når du er knap så følelsesmæssigt kapret: Undervejs i samtalerne vil du og din partner diskutere, og du vil blive konfronteret og formentligt føle dig misforstået af både din partner og terapeuten  – mig – ind imellem. Det vil du, fordi en del af arbejdet går ud på at opdage og afmontere dine egne forsvarsmekanismer.

Hvis du går fra en session med en fornemmelse af uretfærdighed i systemet, råder jeg til, at du genhører optagelsen 3-5 dage senere.  Her får du – uden tilskuere –  chance for at høre nuancer, du ikke opfattede første gang, fordi du hørte alt ’gennem dit sår’: At terapeuten i grunden ikke lyder fjendtlig, for eksempel. Måske hører du også din egen defensive tilgang, hvordan du udglatter, forsøger at skifte emne, sukker opgivende eller går til angreb verbalt. Og måske opdager du for første gang dit eget tonefald i konflikten og bemærker, at der er en kant af bitterhed, offer, eller anklage i din stemme. Alt det er med til at gøre dine ubevidste strategier bevidste.

Samtalerne er ikke nødvendigvis sjove at genhøre, men det er lærerigt. Og det er nemt at lave lydoptagelserne på din egen telefon. På en Iphone findes f. eks den medfødte app ´Memo´. Bare tryk, og så optager den og gemmer bagefter. Jo hurtigere, I hver især tager ansvar for jeres del af konflikten, jo glattere og hurtigere går processen med at få løsnet den mytiske hårdknude. Så velkommen i terapistolen med tændt telefon. Lad os komme i gang.