Gu er jeg ej missionær – om at være en provokation

Posted by on aug 15, 2014

“Siger du, jeg er kedelig?”
“Regner du mig for en kujon, en bangebuks? ”
“Antyder du, jeg er en løgner, der ikke står ved mig selv?”

Nej,  det gør jeg – rent faktisk – ikke. Hvis du hører det mellem linjerne, vil jeg mene, at det er for egen regning.  Ikke desto mindre er det alligevel den type reaktioner, jeg møder, når det går op for at nyt menneske, hvad jeg “er for en”: At jeg har skrevet en bog om åbne forhold, at min mand og jeg lever dynamisk, at mit syn på sex er friere end flertallets.

Eller: Der kan ske mange forskellige ting, når man taler med folk om dynamiske forhold. En af dem er, at folk bliver provokerede. Af hvad, tænker du måske. Af min (for en del mennesker) anderledeshed, vil jeg tro. At stå over for en  som mig, der i første omgang virker “rar og normal”, men viser sig at spille uden om de alment accepterede regler omkring relationer og sex, er for nogle  mennesker en voldsom provokation. Alene det er blive konfronteret med, at der er andre måder, der måske pirker til noget svært for en selv, kan få nogen til at føle sig angrebet. Det er ikke min intention. Jeg er ikke, som jeg er, for at bringe folk i defensiven, ud af fatning eller sætte andre i et ubehageligt lys.
Og hvad mere er:

– Jeg synes ikke, at åbne forhold er det mest “rigtige”

– Jeg ser ikke ned på monogame par

– Jeg siger ikke, jeg har løsningen på andres samlivsproblemer

– Og jeg synes ikke, mit privatliv er så spændende, at alle partout skal høre om det

Stik mod hvad nogen tror er jeg faktisk relativt indifferent overfor, hvordan fremmede mennesker vælger at indrette deres erotiske liv.
Men jeg interesserer mig for relationer generelt, og jeg synes alle mennesker fortjener det bedst mulige grundlag – en bred viden – at træffe deres personlige valg ud fra.

Belært af erfaring begynder jeg ikke at tale om seksuel åbenhed OVERHOVEDET i sociale sammenhænge, med mindre jeg bliver direkte spurgt. Engang tog jeg ud og holdt oplæg om kærlighed i nye rammer for alle, der ville betale for det. Inklusive at møde op til arrangementer, hvor jeg var en af mange indslag, hvor deltagerne reelt havde meldt sig til under en helt andet emne. Det er jeg holdt op med. Folk skal selv vælge, orke at høre om det her.

Det er sådan her: Jeg og min mand tager nogle valg, som er vores. De er ikke jeres. I andre må tage jeres egne valg.  Man kan godt tale om sig selv uden at mene, at det man siger skal gælde for alle andre også, og det gør jeg mig som regel umage med. Jeg er ikke ude på at omvende folk, hverve tilhængere, missionere, skabe en bevægelse eller omstyrte den gældende samfundsorden (og jeg er SLET ikke ude på at “stjæle din mand”.)

Men jeg har ret til at sige, der er nye måder at gøre ting på. Og vil jeg gerne fortælle om, hvad der førte mig og min mand i retning af det åbne ægteskab. Hvordan det gik og hvad der skete – hvis det interesserer dig, og hvis du ikke er (alt for) bange.

Jeg holder sammen med min mand af og til en aften, hvor vi fortæller, deler og er i dialog med folk om deres egne overvejelser. Næste gang er nu på tirsdag i København og du er velkommen til at oplæg, vin og snak om nye måder at leve på. Aftenen er for alle. Og man må gerne blive provokeret, bare man selv tager ansvaret for det.

 

1 Svar

  1. Torgrim Mellum Stene
    15. august 2014

    Word. <3

    Reply

Skriv et svar