Min storebror og hans kone har lige fortalt mig, at hun har en ’godkendt elsker’. Min bror og hende har tre børn sammen, og jeg blev rigtig ked af at høre om det. Jeg har selv for et halvt år siden mødt min drømmekvinde, og jeg kunne aldrig finde mig i, at hun så en anden. Det ville knuse mit hjerte. Jeg troede, min bror var at sammen opfattelse. Hvordan ved man, om den ene part har snydt den anden ind i den slags arrangement?

SVAR:
Jeg tror ikke, at det ofte sker, at folk ligefrem snyder deres partner til et åbent forhold. Sker der, så er der ikke tale om reel åbenhed, men om manipulation og følelsesmæssig afpresning. Har du talt med din bror om situationen? Gør det. Del din bekymring med ham. Måske kan han sige noget, der gør situationen nemmere at håndtere for dig. Jeg kan godt forstå, det gør dig lidt utryg, at han lever i et ’arrangement’ du ikke selv ønsker dig.

Men det jo sådan, at vi bliver nødt til at lade andre mennesker tage deres egne beslutninger. Hvis han siger han er ok med, at konen har en elsker, så må du stole på det. Jeg hæfter mig desuden ved, at din bror og hans kone har tre børn, de har været sammen længe. Din bror står dermed et ganske andet sted end dig i sit liv, og den forskel kan være væsentlig: Når man er i et nyt parforhold, som du selv, har de to parter traditionelt kun øje for hinanden. Beslutninger om at lade andre ind i parforholdets intimsfære bliver de fleste gange truffet langt senere, når parterne ikke længere er nye for hinanden og føler sig meget trygge ved deres fælles kærlighed.

Skriv et svar