Praktiserer I frihed under ansvar?

Posted by on feb 21, 2019

– Ved din kone, at vi er her sammen, i jeres hjem? Sådan spurgte jeg for snart ti år siden en mand, jeg besøgte og var meget tiltrukket af. Jeg spurgte i håbet om bekræftende svar, for sådan foretrækker jeg det. Men manden svarede, at det gjorde hun ikke, og det ville hun heller ikke få at vide. For det var hans beslutning og vedkom ikke hende. Han sagde:
– Jeg tager mine egne valg. Jeg betragter mig selv som voksen. Hvor voksen er du?

Manden levede i åbent forhold, men åbenbart på en anden måde end jeg. Han virkede umiddelbart irriteret over, at jeg inddrog hans kone i vores samtale.
Da han spurgte, hvor voksen jeg var, vidste jeg ikke helt, hvad han mente. Det lød som om, at han definerede ’voksen’ som det samme som ’uafhængig’. Som total frihed. Hans perspektiver og valg satte en tankerække igang hos mig.

Hvis ’at være voksen’ er det samme som at være absolut fri og uafhængig, så var han bestemt mere voksen end jeg.

Trangen til at tænke, tale, røre og handle frit delte vi. Friheden, som han levede den, var dog mere vidtgående end min.

For mig er det at være voksen at tage ansvar. Selvansvarlighed først og fremmest. At erkende mine handlinger har konsekvens, at jeg er klar over dette også før jeg handler. Men også medansvar for dem, jeg elsker. Endda helst også for dem, jeg med min adfærd berører, selv om jeg ikke har mødt dem.

Jeg tager mine egne valg – i de valg indgår hensynet til de mennesker, der er mig nærmest, samt deres behov og grænser. Det forsøger jeg i hvert fald.  For lad mig bare indrømme, nogen gange magter jeg det ikke, men kommer til at handle mere selvisk, end godt er. Men at leve frit med inkluderet medansvar er min intention.

Det er sket, at jeg har gjort det,  jeg selv gerne ville, selvom min mand eller børn – hvis de havde haft valget – havde foretrukket, jeg disponerede anderledes. De fleste gange er det mit eget valg at gøre noget, ikke for mig egen glædes skyld, men for at glæde en anden – som når jeg sender min mand ud af døren for at møde en anden, selvom jeg selv er sløj og gerne vil forkæles. Andre gange er mit eget valg at afstå fra at forfølge min egen lyst af hensyn til andre.

For eksempel er jeg ikke intim med nogen, der ikke udviser respekt for min partner. Og nogle gange har jeg haft vild lyst til at flyve ud af døren, men hvis der er krise derhjemme, så bliver jeg. Ligesom jeg, modvilligt men med fuldt overlæg, nogle gange har slået bremsen i overfor nye bekendtskaber for ikke at trække mit ægteskab af led.  Jeg har nemlig set, hvad det gør ved vores relation, hvis jeg speeder op, fortaber mig i dagdrømme eller bringer et menneske, der grundlæggende ikke forstår, hvad et dynamisk forhold handler om, ind i vores liv. Det er ikke det værd.

Så hvor voksen er jeg?  Voksen nok til at være i et parforhold uden at miste mig selv.  Jeg er 100 procent fri og danser efter eget valg ikke kun efter min egen pibe.

Mit mål er ikke at aldrig mere at såre nogen med mine valg, for jeg er vis på, at jeg ingen gavner ved at give afkald på mine egne sandheder. Min mål er måske nærmere at blive med at voksne på en måde, der også tjener dem, jeg elsker.

At stå i mig selv uden krykker af illusioner og også lade min mand stå i sig selv – men også at følges fortsat. Ikke af angst for at bryde eller være alene, men fordi vi med åbne øjne vælger det igen og igen.

Jeg har valgt min familie til, og af og til giver jeg afkald på umiddelbare længsler for at være der for dem. Det er mit valg. Og jeg gør det, fordi det, jeg får på sigt, følgeskab, dyb fortrolighed og et kærligt sted at høre til og at vokse fra, er det, jeg allerhelst vil have.

Stor frihed med plads til hensyn er mere attråværdig end hundrede procent frihed i mine øjne. Alle kan jo til enhver tid få al den frihed i relationer, de ønsker sig. Så skal man måske bare være alene. For mig er transparens en del af ærlighed – og det, at intet er skjult, en del af det at jeg kan føle mig fri.

Jeg tror, at det vigtigste er, at man taler med dem, man interagerer med – og særligt med dem, man deler livet med,  om hvad frihed er for den enkelte. Hvilke hensyn føles sande at inkludere – mange, få eller ingen? Vi skal ikke være ens, men at kende hinandens sandhed skaber den valgfrihed til at fortsætte sammen eller finde nye veje, der for mig altid vil være en væsentlig del af ægte frihed.

2 Svar

  1. Kristine Gazel
    21. februar 2017

    Kære Sara – interessante overvejelser. Min umiddelbare tanke er at den fuldstændige frihed som bloggen indledningsvist handler om, ikke har ret meget med hverken ærlighed eller det at være voksen at gøre. At være voksen; netop som du skriver at tage selv- og medansvar.
    Mine erfaringer fortæller mig, at Frihed er ikke noget, der ikke eksisterer i et tomrum. Det er frihed til/frihed fra – og så man jo gøre op med sig selv (og de andre det måtte berøre), i hvilken grad det er det ene og det andet. kh Kristine

    Reply
    • Kristine Gazel
      21. februar 2017

      Hov – der skulle stå Frihed er ikke noget, der eksisterer i et tomrum 😉

      Reply

Skriv et svar