Er du den, du gerne vil være, eller holder du dig selv tilbage? En del mennesker tøver med at træde i karakter og stå frem præcis som de er, med alle deres skæve vinkler og vilde drømme.

It takes one to know one, som man siger. Da jeg var en stor pige, elskede jeg for eksempel bøger og skrev og læste konstant. Et eller andet sted drømte jeg allerede da om at blive forfatter og journalist. Men jeg sagde det ikke til nogen.

Hvorfor ikke? Fordi jeg tænkte, at man skulle være noget helt særligt for at få den slags arbejde, og der var ligesom grænser for, hvor selvfed man kunne gå rundt og være.

I dag ved jeg, at barrieren, der dengang holdt mig tilbage fra at sige: ”Jeg vil være forfatter” med løftet hoved, i første omgang handlede om min frygt for at skille mig ud. I anden omgang frygt for at være uacceptabel, og i tredje og sidste instans handler det om angsten for at være uelskelig.

Jeg har mødt barrieren rigtig mange gange siden, måske kender du den også. Du ved, at du er kommet til en barriere, når du kan høre din indre censor tale til dig. Det er hende med advarslerne og den løftede pegefinger. Hun advarer dig imod at gøre dig selv til grin og siger ting som ”dét kan man ikke” og ”styr dig lige”.

Selv måtte jeg i dialog med min indre censor, før jeg besluttede at gøre kærlighed til mit speciale som freelancejournalist. Og selvfølgelig blandede hun sig, da jeg gerne ville være sexolog – hvad ville folk ikke tænke.
Min indre censor skreg sig hæs, da jeg fik tanken om at skrive en bog om åbne parforhold. Det brød hun sig virkelig ikke om! Men jeg skrev bogen alligevel. Også selvom at stemmen indeni gjorde det helt klart for mig, at andre så kunne opfatte mig som grænseoverskridende og langt ude.

I mange år rakte jeg efter B, fordi jeg ikke var sikker på, jeg kunne nå A. Jeg turde ikke sætte mig selv i en position, hvor andre kunne sige: ”Hvad sagde vi. Du kunne ikke!

At mine indre barriere ni ud af ti gange er bygget af min egen usikkerhed, er en erkendelse, der har været 20 (tyve!) år undervejs. Og nu skal frygt ikke styre mit liv mere. Vel forhindrer min indre censor mig nogle gange i impulshandlinger, jeg senere vil fortryde. Men først og fremmest begrænser hun mig.

Faktum er, at jeg er min egen hårdeste dommer – andre mennesker har alt for travlt med selv at holde balancen til at holde øje med mig. Og faktisk så er den indre censor ikke min chef. Jeg er HENDES chef. Og jeg har besluttet at give hende en ny jobbeskrivelse: I stedet for at skræppe op, hver gang jeg skiller mig ud, vil jeg bede hende undersøge, om jeg lever i overensstemmelse med det, jeg helst vil.

Man ved kun, hvor højt ens vinger kan bære én, ved at afprøve dem. Så stræk dig! Det kan da godt være, at nogle så får lejlighed til at tænke: ’Hvad fanden bilder hun sig ind’. Ikke din sag. Det, der får dem til at tænke sådan, handler IKKE om dig. Det handler om dem selv. Ved at vove at gøre noget, de ikke selv turde, giver du andre en chance for at blive opmærksom på DERES indre barriere. Mod har det med at smitte, og det sandsynligste er, at andre tænker: ’Hvis hun kan, så kan jeg også.’

Så hvad ville du gøre, hvis du ikke skulle være bange for andres fordømmelse? Hvad ville du sige? Hvem ville du elske? Hvilket job ville du går efter? Hvordan ville du opføre dig, og hvilke valg ville du tage?
Gå helt hen til din indre barriere. Se på den. Undersøg, om det, du troede var grænsen, virkelig ER en grænse. Måske er det bare en skingrænse, du uden videre – og med efterfølgende lettelse – kan skræve over og komme videre, så meget videre i dit liv.